"Når månen står op" af Sarah Crossan

Titel: Når månen står op   Forfatter: Sarah Crossan   Udgivelsesår: 2019 (org. 2017)   Forlag: Straarup & Co.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Straarup & Co.

Joes bror Ed sidder på dødsgangen, og de har ikke set hinanden i ti år. Ed blev sigtet for drab, da Joe var syv år gammel. Det er ikke kun hele situationen med Ed, men også mange andre omstændigheder, der har gjort livet svært for Joe.

Joe flytter til Texas for at tilbringe den sidste tid med Ed, inden han skal henrettes. Det amerikanske retssystem er så mærkværdigt skruet sammen, at selvom du er idømt dødsstraf og har fået oplyst din henrettelsesdato, kan en række faktorer spille ind, helt til sidste minut, så du ikke bliver henrettet alligevel. Derfor er der stadig en mikroskopisk chance for, at Ed bliver benådet, så der er en form for håb, hvor lille det end måtte være - og det er en umenneskelig uvished for alle parter.

Det er som at miste ham to gange - først da han bliver indsat, og igen på henrettelsesdagen. Bogen belyser mange interessante sider af den her debat, som jeg tror, at de færreste overvejer, når de proklamerer, at de er for dødsstraf. Oftest er fortalerne drevet af et ønske om hævn og retfærdighed, men bogen her viser på en rigtig god og håndgribelig måde, at dødsstraf ikke nødvendigvis fører retfærdighed med sig. I højere grad er det forbundet med fordømmelse og uretfærdighed, i nogle tilfælde endda diskrimination.

Ikke kun fra samfundet, men også familien vender Ed ryggen og tager afstand fra hans handlinger. Tante Karen reagerer ved at forsøge at glemme ham og sørge for, at hans søskende Joe og Angela går i kirke og får en uddannelse, så de ikke ender som Ed... så da Joe vil tilbringe den sidste tid med Ed, står han helt alene. Folk ser ikke Eds familie som ofre, tvært imod - for dem står de på den skyldiges side, selvom de i virkeligheden er lige så meget ofre for hele denne situation og også kommer til at miste nogen.

Det, der står klarest for mig ved denne bog, er den utrolig hjerteskærende tanke om at sidde over for et lyslevende menneske og vide, at han bliver slået ihjel af autoriteterne, og der er intet man kan gøre ved det, fordi det er som straf for en forbrydelse. Det er så fundamentalt forkert, men det er jo så en længere snak, og man får her et meget lille indblik i det amerikanske retssystems paradokser og problematikker.

Uanset hvilken holdning man har, er det vigtigst at huske på, at han stadig er Joes bror. Vi lærer Ed at kende, som Joe husker ham - som hans bror - gennem flashbacks og gennem et uskyldigt barns øjne. Og igen som han er nu, den indsatte og dødsdømte, som Joe ikke har set i alle disse år og egentlig skal til at lære at kende på ny. Det er ikke kun de efterladte til den myrdede, der lider. Vi ser, hvordan det påvirker de pårørende til en dødsdømt, hvordan deres liv bliver vendt op og ned og aldrig bliver det samme igen. Bogen viser i høj grad, hvor galt det står til med det amerikanske retssystem. Jeg har selv en meget stærk holdning til dødsstraf og har blandt andet skrevet speciale om emnet og har i forbindelse med min specialeresearch læst om mange andre lignende sager, så det er selvfølgelig også med de briller på, at jeg er overordentligt begejstret for denne bog.

Jeg synes, at Sarah Crossan formår at holde sig sober og nogenlunde neutral i debatten, selvom det er tydeligt, hvilken side hun er på, og bogen åbenlyst har et politisk budskab. Uden at glorificere eller romantisere Eds personlighed formår hun at fremstille ham som en ganske normal fyr, der måske ikke var Guds bedste barn, men som i hvert fald heller ikke fortjener at blive hængt op på et mord. Man føler med ham, for han bliver uretfærdigt behandlet, men hun laver det ikke om til følelsesporno, blot en klar kritik af institutionen og retssystemet pakket ind i en fortælling, som er letlæselig og vil ræsonnere med de fleste læsere.

Bogen er skrevet meget på samme måde som ‘One’ - sat op som vers. Så det er en kort og hurtig bog at komme igennem. Ligesom med ‘One’ siger denne bog ufatteligt meget på få ord og rammer der, hvor det gør allermest ondt, gør allermest vred og sætter allerflest tanker i gang. Det er på mange måder en hård, men ufatteligt vigtig bog at læse, fordi den har potentiale til at ramme en målgruppe, som normalt nok ikke har dødsstraf tæt inde på livet, og åbne deres øjne for sagen og de uretfærdigheder, der bliver begået i det amerikanske retssystem.

Hvis bogen her har givet lyst til at læse mere om dødsstraf i USA kan ‘Dead Man Walking’ varmt anbefales - det er non-fiction af lidt ældre dato, som går i dybden med flere af de emner, der tages op i ‘Når månen står op’.