"Og så drukner jeg..." af Ditte Wiese

Titel: Og så drukner jeg...   Forfatter: Ditte Wiese   Udgivelsesår: 2019   Forlag: CarlsenPuls

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og CarlsenPuls

Og så drukner jeg... handler om det forventningspres, der opstår blandt unge i nutidens Danmark. Hovedpersonen er Josephine. Hun er en voldsom kontrolfreak – så voldsomt, at hendes dag er planlagt i skemaer i en app med tidsintervaller og påmindelser til ALT, hvad hun skal huske i løbet af dagen, og dette tydeliggøres, da blokkene er sat ind som illustrationer mellem kapitlerne. Alt er organiseret ned til mindste detalje, for at hendes liv bliver så perfekt som overhovedet muligt, men forelskelsen i Oliver laver rod i hendes orden, og derfra går det stille og roligt ned ad bakke.

Hun skal forsøge at nå alt; skole, lektier, venner, motion, den rigtige mad, kærlighed... alt hvad hun prøver at passe ind og overkomme kræver overmenneskelig styrke og mindst 30 timer i døgnet, og jeg blev næsten helt forpustet bare ved at læse om alt det, hun planlægger. Trods alarmklokker og helbredsmæssige advarsler knokler hun videre. Folk omkring hende begynder godt at kunne se, at noget ikke helt er, som det skal være. Hun burde også selv kunne fornemme, at den er helt gal, men selvom hun har problemer med at sove om natten, tager piller osv., så virker hun blind overfor, at hun ikke har det godt. For ingen taler om den slags, og alle andre ser jo ud til at klare alting helt fint, så hvorfor skulle man ikke kunne det samme, hvis man bare tager sig sammen? Sammenligning hjælper ikke, og heller ikke de små kommentarer, folk kommer med, der oftest er velmente, men som i virkeligheden føjer til presset, uden at de opdager det - de gøres ret tydelige gennem Josephine interaktioner.

Hun tager betablokkere, fordi hun ellers bliver alt for nervøs, hver gang hun skal præstere noget - uanset om det er en fremlæggelse, en eksamen eller køreprøve – og sidenhen blot hvis hun skal være sammen med andre mennesker. 10-taller dur ikke, kun 12 er godt nok, og hun føler også, at det er den forventning, som alle andre og endda også hendes forældre har til hende. Hun oplever pres fra familien, lærerne, vennerne, samfundet, de sociale medier - alle steder fra, hvilket er yderst skadeligt, hvis man ligesom Josephine ikke kan finde ud af at navigere i det. Og det ér bare sindssygt svært, selv for voksne.

Samtidig er der det paradoksale i, at man konstant får at vide, at man skal være perfekt til alting, men så samtidig bliver nedgjort, hvis man gør en indsats. Man kan bare ikke vinde, som Josephine så fint formulerer og opsummerer det: “Jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde lærer at forstå den her verden. Vi skal knokle og gøre vores bedste og skynde os at gennemføre studier med høje karakterer, men vi må ikke være stræbere eller være for stolte. Vi skal også huske at være unge og drikke os i hegnet og rejse ud og realisere os selv.”

Jeg synes, at jeg kan spejle mig i Josephine langt henad vejen, og det tror jeg, at de fleste unge vil kunne nikke genkendende til i større eller mindre grad. For det er et virkelig aktuelt problem og emne, der tages op, og det er så vigtigt at sætte fokus på. Det er et interessant indblik bag facaden hos en såkaldt stræber - eller i hvert fald en meget ambitiøs pige med selvværdsproblemer. Hendes vandskræk og billedet af at drukne er en meget rammende metafor for hele hendes situation.

Ditte Wiese er bestemt ikke bange for at skrive råt og ærligt, og dét må man absolut beundre hende for. Det er en virkelig velskrevet ungdomsbog, der belyser tiden, kulturen og et samfundsproblem, som bogen her forhåbentlig kan være med til at ændre – eller om ikke andet starte en debat omkring og komme tabuet til livs.

Den bør læses både af de unge selv og voksne, da den rammer en af tidens bekymrende tendenser spot on. Jeg håber, at bogen kan åbne øjnene hos de unge, så de ved og forstår, at de ikke behøver at være perfekte hele tiden, at ingen dømmer dem for at lave fejl indimellem, men at det faktisk er helt normalt ikke at have styr på det hele – i hvert fald ikke hele tiden. Og samtidig forhåbentlig give forældre og andre voksne indblik i, hvordan de bør eller ikke bør håndtere unge, der lider under det her forventningspres. Jeg tror i hvert fald, at bogen her er en god start og en fin måde at øge fokus omkring det hele, og den får min varmeste anbefaling.