fredag den 22. juli 2016

"Keeping Her" (Losing It #1.5) af Cora Carmack


Titel: Keeping Her (Losing It #1.5)   Forfatter: Cora Carmack   Udgivelsesår: 2013   Forlag: William Morrow (HarperCollins)

Jeg elskede første bog i serien, Losing It, og dette er en lille novella, som følger Bliss og Garrick efter handlingen i første bog, altså en #1.5. Jeg læser egentlig kun ganske sjældent denne form for ’ekstra-materiale,’ men da jeg faldt over denne, og i øvrigt også den anden, #3.5, som små, fine, printede bøger, var jeg nødt til at fuldende serien med dem.

Losing It sluttede ret sødt og rosenrødt, men Keeping Her viser den lidt mere realistiske side af forholdet, efter den første lykkerus og nyforelskelse har lagt sig, og der pludselig skal arbejdes for at få tingene til at fungere. De rejser til London for at møde Garricks forældre, og det er hurtigt tydeligt, at alle Bliss’ bekymringer måske ikke er helt ved siden af, for hans forældre, og især hendes nye svigermor, er helt anderledes end hvad Bliss er vant til, og hun føler sig hurtigt forkert og udenfor. Det hele truer med at komme imellem dem, men måske har de i virkeligheden større ting at forholde sig til end dét.

Fortællervinklen skifter mellem Garrick og Bliss, og det er rart at se begge sider af sagen, både hans og hendes usikkerheder og bekymringer, og opfattelser af, hvad der foregår. Jeg kunne rigtig godt lide humoren og sarkasmen undervejs, så det hele ikke bliver så tungt. Det gør bogen sjov og letlæst. Dog synes jeg indimellem, at deres kærlighedserklæringer bliver lidt for meget. Vi er efterhånden med på, at de er vilde med hinanden, så i længden bliver det trættende at især Garricks indre monolog nærmest mest af alt er et forsøg på at bevise, hvor meget han elsker Bliss, og hvad han er villig til at ofre for hende.


Bogen føles indimellem lidt ligegyldig, og jeg fløj desværre slet ikke igennem den på samme åndeløse måde, som med Losing It. Denne gjorde slet ikke det samme for mig, og jeg blev desværre slet ikke opslugt af historien på samme måde. Keeping Her er ikke en uundværlig tilføjelse til serien, men et hyggeligt og hot gensyn med karaktererne, som man lærer lidt bedre at kende. Man får en forklaring på, hvad der er sket med dem efterfølgende, men det er absolut ikke et must-read, medmindre du er hardcore fan af serien, og selv da, skal du ikke forvente for meget.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar