torsdag den 2. maj 2019

"Et rige af vinger og kaos (Et rige af torne og roser #3" af Sarah J. Maas



Titel: Et rige af vinger og kaos (Et rige af torne og roser #3)   Forfatter: Sarah J. Maas   Udgivelsesår: 2018 (org. 2017)   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal Ung

Dette er tredje bog i Et rige af torne og roser-serien. De to første bøger har jeg anmeldt lige her og her.

Feyre befinder sig i Forårsriget, mens hun i hemmelighed er Natrigets Storfyrstinde. Hun er dobbeltagent, der foregiver at være på Tamlins og Luciens side, samtidig med at hun rapporterer til Rhysand om deres planer med Jurian og Hybern. De vil bruge Karret til at ødelægge verden og nedbryde muren mellem elverne og menneskene, og Tamlin vil gøre alt for at vinde Feyre tilbage. Det vil Feyre for alt i verden forhindre, så hun kan redde Pritanien. Hun spiller et strategisk komplekst spil, sår splid og lægger fælder, og det er næsten svært at genkende den pige, hun startede ud med at være i første bog.

Feyre spiller sin rolle til perfektion, og hun er lynhurtigt blevet en fuldstændig integreret del af elvernes verden - med alt hvad den indebærer af magi, mystik og magtkampe. Krigen ulmer, Hyberns hær samles og truer med at ødelægge muren. Feyres søstre er efter turen i Karret blevet en del af den verden, som hun ellers havde forsøgt at skåne dem for, så der er pludselig også dét at tage med i beregningerne. Der er både nye og velkendte karakterer - så mange, at jeg indimellem havde lidt svært ved at holde tungen lige i munden, men efterhånden måtte acceptere ikke at kunne huske alle deres baggrundshistorier og tilhørsforhold ned til mindste detalje, for Maas tilfører en utrolig detaljerigdom til alt og væver på kryds og tværs.

Dette gør det endnu en gang til en virkelig lang bog, som er mættet af beskrivelser, forklaringer og handling. Her får fantasyelskeren virkelig noget for alle pengene. Netop fordi der er sket så meget, er kontrasten til, hvordan Feyres følelser for Tamlin og hans rige plejede at være, og til hvordan de er nu, virkelig tydelig. Især hvor udspekuleret hun er, hvordan hun prøver at sætte Tamlin og Lucien op imod hinanden, gør, at jeg egentlig ikke er sikker på, om jeg bryder mig ret meget om hendes personlighed. Men måske gør hun blot, hvad der skal til, for at redde sig selv og verden – og måske samtidig hævne sig på Tamlins forræderi.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Maas fuldstændig kan vende op og ned på karakterers roller og ændre ens opfattelse af dem. Tamlin går fra at være den attraktive love-interest i første bog til pludselig at være en form for fjende - selvom han hele tiden vil have Feyre, men tilsyneladende af de forkerte årsager og ved at bruge helt forkerte midler for at opnå det. Det er i virkeligheden nok hans besiddertrang, der er hans største fejl, og det er rart med en kvindelig hovedperson, der for en gangs skyld gør oprør imod det, og ikke vil finde sig i at være den form for objekt.

Jeg tror måske, at jeg skulle have læst bøgerne i serien noget tættere på hinanden, for der er rigtig mange detaljer, der ikke står så skarpt i min erindring, selvom jeg har forsøgt at forberede min læsning lidt med nogle recaps af de forrige bøger. Jeg vil derfor anbefale at binge-læse serien her, hvis man har muligheden. Jeg var vildt begejstret for de to første bøger, men som sagt sker der virkelig meget, der er virkelig mange karakterer, relationer, alliancer, fjendskaber og øvrige tilhørsforhold at holde styr på. Det kommer dog lige så stille tilbage efterhånden, som man kommer ind i bogen og det storslåede univers igen, for Maas er god til at referere og kigge lidt tilbage på, hvad der tidligere er sket i fortællingen.

Serien har gennemgået noget af en imponerende udvikling fra i første bog at være en form for mørk retelling af Skønheden og Udyret, til at være et helt univers for sig selv - en næsten håndgribelig verden, der er delt op og truet af ødelæggelse, fordi parterne ikke kan sameksistere i fred med hverken hinanden eller menneskenes verden. Det er på mange måder en klassisk fortælling, men samtidig et moderne eventyr. Det er ikke helt ’de gode mod de onde’, som vi kender det, for man kan ikke sige, at Feyre og hendes allierede er gode - hendes tanker, evner og handlinger kunne sagtens have tilhørt skurken i en hvilken som helst anden fortælling, hvilket gør sig gældende for størstedelen af bogens karakterer. Det er interessant, hvordan dynamikken skubbes i takt med, at Feyres evner udvikles, og hun får mere magt. Så kampen mellem det gode og det onde er et spørgsmål om perspektiv i forhold til, hvem der er mere eller mindre ond, og hvem der kan bruges i kampen mod det større onde, hvilket giver et meget godt billede af den verden, historien udspiller sig i.

Jeg føler, at jeg var mere investeret i de to første bøger, men om det er fordi, at tredje bog er strukket for langt eller er lidt mere rodet, eller om jeg har ventet for længe med at læse den, er jeg ikke sikker på. Det er dog stadig en anbefalelsesværdig, storslået og spændende læseoplevelse, som man som fantasyfan ikke må snyde sig selv for - især ikke, hvis man allerede har læst de foregående bøger, for det er samtidig en rigtig fin afslutning på trilogien - jeg anser det i hvert fald for at være en afslutning, da der bliver bundet rigtig fin sløjfe på historien - men der er, så vidt jeg har forstået, planlagt flere bøger i samme univers.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar