tirsdag den 28. august 2018

"Sjælehenteren" af K. L. Berger



Titel: Sjælehenteren   Forfatter: K. L. Berger   Udgivelsesår: 2017   Forlag: Dreamlitt
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren

Sjælehenteren er første bog i trilogien Fortællinger fra Døden. Det er en bog, som jeg har set utroligt meget frem til at læse, og heldigvis skuffede den ikke – tværtimod blev jeg blæst endnu mere bagover, end jeg havde forventet.

Katja er en af de danske forfattere jeg følger, som er allerbedst til at opdatere sine læsere på de sociale medier. Derfor har jeg fulgt med på sidelinjen gennem hele hendes forfatterskab og dermed også tilblivelsen af Sjælehenteren samt den research der er gået forud og små glimt af skriveprocessen. Derfor følte jeg allerede, at jeg havde en god idé om, hvad jeg gik ind til ved at læse bogen, og jeg har været ekstra spændt på at se det færdige resultat. Og det var endnu bedre, end jeg havde håbet.

Allerede det indledende kapitel med Døden fangede mig. Det er urban fantasy, når det er bedst, og vi følger Raven, en velhavende Manhattan-pige, som har levet det fede liv, indtil hun bliver slået ihjel. Idet hun dør, møder hun selveste Døden. Hendes forfædre var engle, så hun bliver tilbudt at være sjælehenter for Døden, og hun accepterer. Hun skal tage imod sjæle og guide dem videre til enten Himlen eller Helvede, når mennesker dør.

Det viser sig hurtigt, at Raven er noget særligt - nemlig den sidste efterkommer af en bestemt engel. Der er noget på færde, for sjælehentere er begyndt at forsvinde på mystisk vis, og ingen ved, hvad der sker – selv ikke Døden. Men det er alvorligt – det er hele menneskeheden, der er på spil, og selveste Dommedag truer.

Synsvinklen skifter mellem Raven og Zeph, som begge er interessante karakterer med masser af personlighed. Jeg er også vild med, at Døden, Djævlen og Gud er rigtige karakterer med farverige personligheder.

Undervejs oplever vi indsigtsfulde brudstykker af livet hos de sjæle, som Raven henter. Der er noget diskret, samfundskritisk over dem, da der er opfanget mange af hverdagens særheder og skæbner i de små afsnit.

Historien foregår blandt andet på Manhattan og flere andre steder i USA, hvilket virker som den helt perfekte setting for denne type historie. Derudover er der masser af referencer til religion og myter, og indimellem er der kapitler, som fortæller sagn og bibelske historier, som har relevans for handlingen. Det er en spændende tilgang til de forskellige religioner, der optræder lidt på kryds og tværs, men det hele går op i en højere enhed og tilsammen bliver det et imponerende og detaljeret univers med en rig baggrundshistorie og verdensopbygning.

Bogen er virkelig velskrevet. Det var Katjas debutroman også, men man kan allerede mærke, hvor meget hun har udviklet sig som forfatter mellem de to bøger. Og hendes fantastiske humor og sarkasme er inkluderet, hvilket gør historien endnu mere underholdende og karaktererne endnu mere levende.

Det her er en virkelig vellykket start på trilogien om Raven, og jeg glæder mig meget til at læse videre!



mandag den 27. august 2018

"Verden styrter" af Malene Sølvsten



Titel: Verden styrter   Forfatter: Malene Sølvsten   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Ravnenes hvisken-serien er noget af det ypperste, vi har indenfor dansk fantasy, så det var med stor glæde, at jeg i sin tid opdagede nyheden om, at Malene ville ventetiden på seriens tredje bog lidt lettere at håndtere, ved at udgive en overraskende short story – ofte omtalt som Betteravn – for sammenlignet med de to murstensbøger, der indtil videre udgør serien, er Verden styrter er sød, lille bog.

Den omhandler først og fremmest Varnar, hvilket jeg var meget begejstret for at finde ud af, da jeg faktisk savnede ham lidt i bog nummer to. Han befinder sig i denne historie i Freiheim, hvor han støtter Ragnara mod guderne. Det er et barskt og blodigt liv. Bogen fortæller historien om, hvordan han endte i Midgård og mødte Anne. Hvordan det var meningen, at han skulle dræbe hende, men hvor meget han angrer de drab, han allerede har udført i det ondes tjeneste, og ikke ønsker at fortsætte i det spor.

Det er en slags companion novelle med Varnars interessante baggrundshistorie, en prequel, om man vil, da dele af den foregår inden første bog, men med referencer til meget af det, der kommer til at foregå i den bog. Derfor giver det selvfølgelig mest mening at læse den, hvis man som minimum har læst Ravnenes hvisken 1, men det skader bestemt ikke at have læst toeren også, så man er helt med på, hvem der er hvem og hvilken betydning, de hver især har for historien og universet – ellers tror jeg hurtigt, at det ville blive en lettere forvirrende læseoplevelse.

Jeg nød også gensynet med flere af de andre karakterer, blandt andet Serén. Denne lille bog er lige så velskrevet som de andre bøger, og sprogligt er det som altid en fornøjelse at læse.

Alt i alt er dette en fin lille bonushistorie i Ravnenes hvisken universet, som gør ventetiden på tredje og sidste bog i serien lidt kortere.



fredag den 24. august 2018

Guide: Where to buy really cheap books



Since I own a pretty extensive collection of books, and keep buying more, I have somewhat perfected the art of finding and buying them as cheap as possible. Therefore, I thought I would share with you my ‘go to’ places for buying books – and since most of those places are online stores shipping to anywhere in the world, I decided to do this post in English, so more people would be able to read it and hopefully get inspired by it.

Most of my books I actually buy used or second hand. That works great for me, even though I’m not a huge fan of cracked spines or yellowing pages, but I have found that easier to accept if the book is preowned and most importantly, really cheap.

Used or second hand books

As I mentioned above, I buy the majority of my books used or second hand. I find the best prices at my local thrift stores, who don’t actually specialize in books, but still have a fantastic selection anyway. A lot of the books I buy there are around $1 and it takes a lot of patience to go through the stacks, but once in a while, I get really lucky, and I usually leave with around 10 books or more…

AwesomeBooks is my favorite online book store. I have bought hundreds (!!!!!) of books there. It’s usually easiest if you know specifically what you’re looking for – then you just write it in their search engine, and they will show you the different options for the title you’re looking for – different editions, hardback, paperback, new, used, etc. Things get messier if you don’t know exactly what you’re looking for and just want to browse or find inspiration. They could really use an option for that, because they have thousands and thousands of books, so you are not likely to stumble upon anything useful if you just randomly look through the different categories. However, if you create an account, you can make a wishlist, which I have found immensely helpful. I currently have almost 2000 titles on my wishlist, and it lets me sort those either by date I added them (which is usually how I do it to keep a lookout for the titles I want the most at that exact moment) or by price or title A-Z. In the wishlist, they show you both the titles that are in stock and those out of stock (and sometimes titles go fast, because they might only have one copy of each book – so if you want something, grab it immediately to make sure you get it). Shipping to Denmark is fair - £2.99 – and it doesn’t matter if you buy one or 20 books (ahem…), the shipping cost stays the same, and I’m pretty sure the cost is the same worldwide – but you should probably make sure before you get too excited. Also, for my Danish readers, they ship from the UK, which means no customs (as long as it lasts, before they exit the EU…). But the best part is the price of their used books – they get as low as £1.9 and I have found pretty new releases there as well. It’s always somewhat risky buying used books – they don’t state the specific condition of each book, every book is described as “used, good” – but I have found that the majority of the books they send me are either in very good condition or some even like new. Once in a while – really rarely – they have sent me a book that was in poor condition. It might have been readable, but since they state that all of their copies are at least clean and undamaged, and that they would never send a book they would not themselves pick up and read, I have never experienced any problem with contacting them and getting a refund for a book that didn’t meet those criteria (and that has happened maybe 5 times in the past 4 years I have bought books there, so again, that’s really rare). This is definitely my ‘go to’ online book store, especially when they send out discount codes a few times a year – it’s usually 10% off on used books, but sometimes even 20% off, so there is a lot to save. Highly recommended.

BookFinder is another great resource when looking for cheap books. It’s not a book store, but a search engine you can use if you’re looking for the best deal on a specific book. You write the author and the title, and then it will come up with a list comparing the price of that book from different online stores, sorted in a column of brand new books and a column of used books. It compares sites like Amazon, The Book Depository, AbeBooks, Biblio, etc. and it’s always where I go to find a book if AwesomeBooks doesn’t have it.

New books

Of course, I always prefer a brand new copy to a second hand one. As mentioned above, BookFinder also shows you the prices for the new copy of the book and where to get it.

AwesomeBooks also has great prices on brand new books, but I also like to look through The Book Depository (especially their bargain section). I wish I lived in the US, because BookOutlet has the most insane deals ever, but unfortunately, shipping to Denmark is too pricey there – but I would still recommend it for those of you who live in the US or any other country they ship to, in case the shipping price is not too outrageous. I have also bought books from TheBookPeople once, because they sometimes have great bundle deals, but again, shipping to Denmark is a pain…


For my Danish readers who want great deals on brand new Danish books, I would recommend Plusbog.dk. (I’m lucky enough to be a platinum member there because of my DBBA nomination last year, which means free shipping and even better deals, so I can only recommend to sign up and stay a member long enough to get those extra advantages, but even if you don’t, I think it’s one of the cheapest places to buy Danish titles online – and no, they are not paying me to say this, nor have they asked me to mention them in any way. Also, none of the links above are affiliate. This is just a guide filled with tips for anyone interested).

I hope this guide was helpful. I realize I might be getting some competition now, since I buy most of my books from places which might only have one or two copies of each book, so don’t go buying all of the books I want from AwesomeBooks ;-) Let’s hope there are enough for everyone, and happy shopping!



torsdag den 23. august 2018

"Claire og julemiraklet" af Luna Mørup



Titel: Claire og julemiraklet   Forfatter: Luna Mørup   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Forlaget Solvind
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Solvind

Claire og julemiraklet er Luna Mørups debut som forfatter. Det har været interessant at følge Luna på de sociale medier under tilblivelsen af bogen, og derfor har jeg også været ekstra spændt på, hvordan bogen endte ud med at blive.

Historien handler om Claire, som er 17 år, og lige har mistet sin far. Så der er i forvejen sket store ændringer i hendes liv – og oveni dét vil hendes mor nu pludselig have, at de skal tilbringe hele december måned og dermed julen hos hendes familie i Paris, som Claire overhovedet ikke kender. Dén idé er Claire derfor mildest talt ikke begejstret for, men hun har ikke noget valg. Hun kommer til Paris og har fra starten bestemt sig for hverken at bryde sig om stedet eller sin franske familie. Hun varmer dog stille og roligt op overfor begge dele. Og især hendes fætters kæreste Fleur er interessant, hvilket gør det hele endnu mere kompliceret og forvirrende for hende.

Claire er ensom. Hun har ikke rigtigt nogen venner derhjemme, og hun holder folk på afstand med en facade af sort tøj, sort makeup og en meget negativ attitude. Men alt ændrer sig stille og roligt i Frankrig, efterhånden som hun lader sig selv åbne mere og mere op.

Forelskelsen i Fleur kommer lidt pludseligt, ligesom nogle af de andre ting i bogen også går lidt for hurtigt og kunne have været mere elegant udførte – men det er jo en debutroman, og teknik og erfaring kommer jo med tid og øvelse, så alt i alt er det en fin første udgivelse.

Historien foregår i Paris ved juletid, og er egentlig en julebog, men den kan sagtens læses her midt om sommeren alligevel, for selvom julestemningen selvfølgelig er der, fylder alle bogens andre emner meget mere. Julen i Paris bliver mere en slags kulisse for de tungere emner som ensomhed, seksualitet og sorg, som bogen tager op.

Luna skriver godt. Sproget er ungt og passer til historien samt aldersgruppen både på karaktererne og de tiltænkte læsere. Der fortælles dog lidt for meget og vises for lidt, og man fristes til at hive det gode gamle forfatterråd ”Show, don’t tell” frem. Handlingen er til tider lidt klichéfyldt, og der er et par stereotyper her og der. Til gengæld er der også noget unikt og forfriskende over historien, som jeg i det store hele godt kunne lide.

Selvom jeg godt kunne savne lidt dybde, da der kun bliver gravet overfladisk ned i bogens problemstillinger på den relativt korte længde, den har, så er det stadig en rigtig fin ungdomsbog, som er hyggelig at læse uanset om man giver den fuld gas med julestemningen i december, eller tager den med ned til stranden om sommeren.



onsdag den 22. august 2018

"Hun" af Carey Heywood



Titel: Hun   Forfatter: Carey Heywood   Udgivelsesår: 2017 (org. 2013)   Forlag: Palatium Books
Bogen er et anmeldereksemplar fra Palatium Books

Dette er fortsættelsen til Ham, som jeg har anmeldt lige her.

I Ham fik vi historien fra Sarahs synsvinkel – nu er det Wills tur til at fortælle, hvordan hans oplevelse har været, og vi får derfor stort set samme historie én gang til, denne gang fra hans synsvinkel.

Det er historien fortalt helt forfra om, hvordan de mødte hinanden i skolen, blev bedste venner og siden blev forelskede og var kærester indtil hun pludselig forsvandt uden et ord, og hvordan de syv år efter mødes igen i forbindelse med hendes brors bryllup.

Det er nødvendigt at have læst første bog for at det overhovedet er relevant at læse denne, men medmindre man er mega fan af historien eller karaktererne, virker det en smule overflødigt at skulle læse præcis den samme historie med det eneste twist, at det er fra hans perspektiv. Man kender udfaldet på forhånd, og der tilføjes som sådan ikke noget nyt, der ikke kunne undværes.

Det er ikke en decideret dårlig bog – det er stadig en sød fortælling om ung kærlighed og second chances – man har bare allerede set det hele én gang før. Men om bogen har nogen berettigelse som udgivelse, er svært at svare på. Det er fint at komme ind bag facaden på Will og høre om hans tanker og følelser, men det er måske ikke så nødvendigt. Jeg synes ikke, at det kaster lys over begivenhederne eller giver svar, som vi ikke fik i første bog. Meget af denne bog er brudstykker af minder og oplevelser, de har haft sammen, som man kan nikke genkendende til, og så Wills opfattelse af dem.

Eftersom det stort set er samme bog, er mine kritikpunkter til denne også langt hen ad vejen de samme som til den første. Der er også stadig lidt knas med nogle lidt for direkte oversættelser, som forstyrrer læseoplevelsen af og til.

Alt i alt virker bogen desværre hurtigt ligegyldig og til tider en smule kedelig, fordi de fleste scener er de samme som i forrige bog, blot med Wills kommentarspor henover. Som sagt er det nok fint nok med denne slags bøger til fans af serien, men så bør den brandes som en companion novel, og ikke en direkte efterfølger, for det synes jeg ikke helt, at den kan leve op til, desværre. Bogen er hyggelig nok at læse, for jeg kan godt lide karaktererne, men jeg har aldrig været investeret nok i dem, til at være interesseret i at læse to versioner af nøjagtigt de samme begivenheder.

Der er en bog mere i serien, Dem, som dog skulle være en rigtig efterfølger, der tilføjer noget nyt til historien, så den glæder jeg mig trods alt til at læse.



tirsdag den 21. august 2018

"Jeg er faret vild" af Gayle Forman



Titel: Jeg er faret vild   Forfatter: Gayle Forman   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Gyldendal
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal

Freya er sanger, og hun er tæt på at slå igennem som den næste store stjerne. Men pludselig en dag går der noget galt med hendes stemme, så hun ikke længere kan synge. Det resulterer i noget af en identitetskrise. Hun er faret vild, og hun ved ikke, hvem hun er, når hun ikke er sanger og ikke kan få en karriere indenfor det, hun altid har drømt om. For hvad gør man, når drømmene brister, og man har brugt al sin tid og energi på at iscenesætte sig som noget, man ikke længere er? Hun er ved at indspille et album, men må stoppe. Hun er afhængig af bekræftelse i form af likes og kommentarer på de sociale medier og har ikke det tætteste forhold til dem, der ellers burde være tættest på hende, som eksempelvis søsteren.

Harun er også faret vild. Han er muslim og forelsket i James, og bange for at skuffe sin familie, som tror, at han har tænkt sig at blive gift i et arrangeret ægteskab. Så han er faret vild mellem to kulturer.

Nathaniel er også faret vild – faktisk helt bogstaveligt talt, geografisk faret vild. Han har brugt sine sidste penge på en flybillet til New York for at mødes med sin far, men byen er så stor og forvirrende, og folk er ubehjælpsomme – så han er alene og usynlig.

Indtil en ulykke bringer vores tre hovedpersoner sammen.

Bogen foregår i New York i løbet af 24 timer. Der er noget magisk over historier, som kun udspiller sig på 24 timer – over at blive konfronteret med, hvor meget der kan ske og ændre sig på ét døgn. Det minder os om og understreger, at hver dag har potentialet til at blive special og ændre ens liv – det giver håb og drømme for fremtiden, men er samtidig også en smule angstprovokerende.

Historien handler også om tab. De tre fremmede har mere til fælles end først antaget. De har alle hver deres ting at slås med, men fælles for dem er et anstrengt forhold til deres familier på den ene eller anden måde, og at de føler sig fortabte. Vi får efterhånden flere og flere brikker til puslespillet om deres fortid hver især, og det er hjerteskærende skæbner hver og én. De er alle desperate efter den menneskelige kontakt, som deres møde skaber, og de klamrer sig til hinanden som en distraktion fra hver deres sørgelige situationer og problemer. Deres liv er på en måde på standby, så længe de er sammen, men det er en stakket frist, og de begynder at betro hinanden deres dybeste hemmeligheder. Det er som om, at der er en mening med, at de tre har fundet hinanden.

Det er en virkelig smuk bog om kærlighed, ensomhed, broderskab, familie, identitet, empati, skæbne, og så uendeligt meget mere. For mig har det altid været et sats at læse en Gayle Forman bog – enten har det været helt fantastisk eller også har det været en skuffende oplevelse. Jeg er faret vild hørte heldigvis til i den gode kategori, og har overbevist mig om, at jeg skal læse alle hendes bøger i fremtiden. Hvis du elskede Bare en dag, vil du sikkert også elske denne, for den har den samme 24-timers magi, blot med helt andre, mere alvorlige temaer.



mandag den 20. august 2018

"Kraften" af Naomi Alderman



Titel: Kraften   Forfatter: Naomi Alderman   Udgivelsesår: 2018 (org. 2016)   Forlag: Forlaget Alhambra
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alhambra

Jeg har været virkelig spændt på at læse denne, for at finde ud af, hvad al hypen har været for. Samtidig lød den lige som noget for mig - en samfundskritisk og kraftfuld dystopi - og selvom jeg virkelig godt kunne lide den, levede den ikke helt op til hypen. Alligevel er det en rigtig god og ikke mindst vigtig bog.

Det hele starter med Pigernes Dag. Videoer går viralt af piger, som sætter strøm til folk med deres bare hænder. Piger i femtenårsalderen, der pludselig har kraft og magt. Folk er selvsagt bange. Drenge og piger adskilles, og kønsroller byttes om, da det pludselig er kvinderne, der er de stærke og overlegne.

Overalt i verden spreder revolutionen sig, og ikke mindst i kvindeundertrykkende samfund som Saudi-Arabien, hvor kvinderne nu er i besiddelse af midlerne til at gøre oprør.

Vi følger fire forskellige hovedpersoners oplevelser gennem en periode på ti år. Det gør fortællingen fragmenteret, men puslespilsbrikkerne tegner alligevel det overordnede billede.

Allie dræber sin plejefar, som misbruger hende. Hun flygter og kommer i kloster. Roxy overværer mordet på sin mor, og hun hævner sig ved hjælp af kraften. Tunde er den eneste mand blandt vores hovedpersoner. Han dokumenterer hændelserne overalt fra verdens brændpunkter og sælger sine videoer til pressen. Margot er borgmester, og hendes datter giver kraften videre til hende. De unge piger har nemlig evnen til at give kraften videre til ældre kvinder, og dermed udvikler kraften sig, så alle piger fødes med den.

Det er både interessant, fascinerende og spændende at se, hvordan hele samfundet ændrer sig og reagerer på denne nye kraft og trussel samt dens konsekvenser – relationer forskubbes, magtforholdet og balancen forandres og byttes rundt. Det er mest af alt et interessant tankeeksperiment, som virker skræmmende realistisk.

Bogen er meget indsigtsfuld, og gør lige præcis dét, en god dystopi skal – den kritiserer det nuværende samfund gennem historien om et anderledes samfund, hvor vi kan nikke genkendende til mange ting og identificere mønstre og adfærd, som vi ikke bryder os om. Det sætter vores eget samfund i perspektiv.

Historien er interessant hele vejen igennem, om end den er fyldt med tunge emner som politik, samfundsstrukturer, journalisme, magt, frygt, verdensorden, konspirationsteorier, modreaktioner, religion, kulter, terrorisme, fanatisme, feminisme, hævn og meget, meget mere. Den er bestemt ikke for sarte sjæle, da den indeholder mange barske scener, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem.

Jeg har det lidt ambivalent med slutningen, for jeg føler ikke, at jeg var helt færdig med historien eller karaktererne, eller som sådan fik en konklusion – mest af alt føltes det som en hel masse optakt, uden nogen rigtig forløsning. Bogen skal dog alligevel roses for at holde mig fanget hele vejen igennem, og sætte masser af interessante og vigtige spørgsmålstegn og tanker i gang.



lørdag den 18. august 2018

"London Road" af Samantha Young


Titel: London Road (Dublin Street #2)   Forfatter: Samantha Young   Udgivelsesår: 2016 (org. 2013)   Forlag: Flamingo Books
Bogen er et anmeldereksemplar fra Flamingo Books

Dette er andet selvstændige bind i Dublin Street serien, hvor jeg var ret vild med første bog, som jeg har anmeldt lige her. Selvom de er selvstændige historier, der skulle kunne læses hver for sig, mener jeg absolut, at man får mest ud af at have læst Dublin Street, inden man læser London Road, så man er helt med på kontekst, referencer og de forskellige personers indbyrdes relationer.

Denne bog følger Johanna, som vi stiftede bekendtskab med som Joss’ kollega fra baren i første bog, som kun datede rige mænd. Joss gæsteoptræder som Johannas bedste ven i denne bog, og det er et skønt gensyn. Den foregår ca. halvandet år efter første bog, og vi ser også af og til Braden og nogle af de andre, velkendte karakterer, så det er helt klart en god grund til at læse bøgerne i kronologisk rækkefølge.

Nu får vi forklaringen på, hvorfor Johanna er som hun er og opfører sig, som hun gør, for indrømmet, så var hun ikke en af mine yndlingskarakterer i første bog. Det viser sig dog, at hun sætter sin familie over alt andet og vil gøre, hvad der skal til, for at sikre sin egen og broren Coles fremtid. Hun lukker ikke nogen helt ind, hvilket også var Joss’ problem i sin tid, så lige på dét punkt gentager historien sig lidt. Hun dater såkaldte sugar daddies – rige mænd, som hun udnytter og som udnytter hende, så alle får det ud af aftalen, som de vil have. Hun er fast besluttet på at klare sig selv og holde sig uafhængig af andre mennesker, hvilket distancerer hende følelsesmæssigt. Hun har fra en tidlig alder skullet klare sig selv og sørge for sin lillebror samt deres alkoholiserede mor. Så der er i virkeligheden ikke så meget at sige til, at hun træffer de valg, hun gør. Hun kæmper egentlig bare for at holde sig oven vande og skabe et liv for sig selv og sin bror. Hun tror ikke selv, at hun kan finde ud af andet end at være kæreste med en rig mand. Det er et lidt sært mix, for på det punkt virker hun ikke til at have ret høje tanker om sig selv, hvorimod hun på andre punkter virker til at have masser af selvværd og power. Det hele giver dog mere og mere mening, efterhånden som handlingen skrider frem, og man lærer hende og hendes forhistorie bedre at kende.

I bogens begyndelse dater hun millionæren Malcolm. Hun møder dog hurtigt Cam, som bestemt ikke er rig, men begynder at arbejde på samme bar som hende og Joss. Der er bare et eller andet over ham, som hun ikke kan ignorere, selvom hendes fornuft og overlevelsesinstinkt fortæller hende, at det er bedst at lade ham være. I starten kan de slet ikke sammen. Han virker fordømmende og nedladende, men alligevel hjælper hun ham, og ender i dilemmaet mellem at følge sin fornuft eller sit hjerte.
Selvfølgelig ender Cam tilfældigvis også med at flytte ind i lejligheden lige under Johannas, så de render ind i hinanden hele tiden og han ikke kan undgå at opdage hendes skjulte familiehemmeligheder, og forsøge at hjælpe hende. Det ender ud i en stormfuld forelskelse fyldt med usikkerheder samt fortidens og nutiden dæmoner, som forsøger at spænde ben for forholdet.

Igen er der virkelig mange klichéer og tingene sker nogle gange lidt for convenient, men det virker jo. Samantha Young skriver overraskende dybe karakterer med mange nuancer og store personligheder. Ligesom med Dublin Street blev jeg lynhurtigt suget ind i historien. De to bøger minder rigtig meget om hinanden, så man skal ikke forvente en helt ny og anderledes læseoplevelse, men hvis man var vild med Dublin Street, vil man helt sikkert også kunne lide denne. Det var i hvert fald en fornøjelse at være tilbage i Youngs Edinburgh. Denne når ikke helt op på højde med Dublin Street, men det er stadig en rigtig god new adult bog. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre i serien.

onsdag den 8. august 2018

Månedens læsning #34: Juli 2018



Reklame: Indlægget indeholder anmeldereksemplarer fra CarlsenPuls, Forlaget Alhambra, Forlaget Leatherbound, Flamingo Books og Gyldendal.

Det gik faktisk helt godt med læsningen i juli, selvom bloggen har stået meget stille. Jeg har haft to ugers fantastisk sommerferie, hvor turen først gik i sommerhus med nogle af mine bedste veninder, hvor vi lå flere timer i skyggen under hedebølgen og læste, snakkede og grinede, spiste god mad, drak vin, badede på den private strand, så solnedgangen fra en bakketop og i det hele taget bare havde det skønt et par dage uden nogen former for stress. Umiddelbart efter sommerhusturen hoppede jeg på et fly mod Portugal med min familie. Det var en fantastisk uge på Algarvekysten, hvor den afslappede stil fortsatte med god mad, masser af is, strandture og afkøling i swimmingpoolen, og selvfølgelig mere læsning på altanen med den mest fantastiske udsigt til Atlanterhavet, pool og palmer.

Takket være mine to ugers ferie, er det også lykkedes mig at læse en del bøger denne måned. Med vilje sorterede jeg alt, hvad der hed anmelderbøger fra, da jeg udvalgte min ferielæsning, og det gav mig frihed til endelig at få læst nogle af de titler, der har stået på mine reoler i flere år med de bedste intentioner – og der var nogle rigtig gode læseoplevelser imellem. Inden da havde jeg dog læst nogle få anmeldereksemplarer, men det er ikke alle anmeldelserne, der er skrevet endnu, men det kommer snarest.

Alt i alt blev det altså til 11 bøger i denne måned.

Se nu stiger solen af Claus Hagstrøm har jeg læst og anmeldt for Forlaget Leatherbound. Jeg fik den som e-bog inden udgivelsesdatoen, og min anmeldelse kan læses lige her.

My Life Next Door af Huntley Fitzpatrick er den perfekte sommer YA-contemporary, som jeg havde med på min ferie til Portugal, og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at læse den, end ved poolen, så den får de varmeste sommeranbefalinger herfra.

The Scorpio Races af Maggie Stiefvater havde jeg hørt meget godt om, og jeg havde virkelig lyst til at læse en fantasy standalone. Den var virkelig god og atmosfærisk, men også lidt tung indimellem – alt i alt dog en god læseoplevelse, for Stiefvater skriver fantastisk.

Tiger Lily af Jodi Lynn Anderson har stået på min tbr i flere år efterhånden, efter jeg i sin tid så, hvor begejstret Rikke var for den. Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet, for jeg kunne egentlig meget godt lide den – den var bare meget anderledes, end jeg havde forventet. Det er dog stadig virkelig værd at læse denne lidt mørke og interessante Peter Pan genfortælling om Tiger Lily, fortalt fra Klokkeblomsts perspektiv.

Since You’ve Been Gone af Morgan Matson er endnu en fantastisk sommerbog i samme kategori som My Life Next Door, og bør helt sikkert anbefales i samme omgang.

Three Dark Crowns af Kendare Blake havde jeg også med til Portugal, og den var det helt perfekte, mørke fantasy-modstykke til den fluffy YA-contemporary jeg lige havde færdiglæst. Faktisk var den så spændende, at jeg straks bestilte fortsættelsen, som jeg ikke kan vente med at læse!

Aristotle og Dante opdager universets hemmeligheder af Benjamin Alire Sáenz er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls. Det er en interessant og vigtig YA-historie, og min anmeldelse kan læses lige her.

Kraften af Naomi Alderman er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alhambra. Den er vildt hypet, og jeg nød også at læse denne interessante dystopi, men som så ofte med den slags hype, tror jeg, at jeg måske havde for høje forventninger, selvom jeg ikke for alvor blev skuffet – den var nærmere bare lidt anderledes end jeg havde forventet. Min anmeldelse af den er på vej.

Ser du månen, Daniel af Puk Damsgård var nok en af månedens bedste og mest kraftfulde læseoplevelser. Jeg fik bogen i fødselsdagsgave af en veninde med den største anbefaling, og jeg havde længe cirklet om den og været lidt intimideret af det emne, den behandler – nemlig en ung, dansk fyr, som tages som gidsel af IS i Syrien. Da jeg skulle i sommerhus med selvsamme veninde, tænkte jeg, at det var det perfekte tidspunkt at læse den på turen, så vi kunne snakke om de svære passager undervejs, og det viste sig at være den bedste læseplan længe – for det var en virkelig god bog, og næste projekt bliver at komme til et af de foredrag, som hovedpersonen Daniel afholder.

London Road af Samantha Young er et anmeldereksemplar fra Flamingo Books, som også har en anmeldelse på vej. Det er anden bog i Dublin Street serien, som kan anbefales til alle new adult fans.

Sidst men ikke mindst er der Jeg er faret vild af Gayle Forman, som er et anmeldereksemplar fra Gyldendal – min anmeldelse er på vej. Det er altid lidt et sats for mig med hendes bøger, for enten elsker jeg dem, eller også bliver jeg virkelig skuffet. Dette var dog heldigvis en af de gode læseoplevelser.

Hvad var det bedste, du læste i juli? :)

onsdag den 1. august 2018

"Se nu stiger solen" af Claus Hagstrøm


Titel: Se nu stiger solen   Forfatter: Claus Hagstrøm   Udgivelsesår: 2018   Forlag: Forlaget Leatherbound
Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Leatherbound

Se nu stiger solen er en YA roman, som jeg egentlig gik ind til uden de store forventninger, og samtidig afsluttede uden følelsen af den helt store læseoplevelse. Alligevel er det en rigtig fin bog om identitet og mobning, og handlingen er egentlig også spændende nok til at holde én fanget under læsningen. Jeg tror måske bare, at jeg havde svært ved helt at relatere til karaktererne, som over hele linjen er en smule flade, meget unge og usympatiske.

Bogen starter med, at en fyr bliver overfaldet af sine klassekammerater, fordi han er homoseksuel. Det er på dette tidspunkt ikke helt tydeligt, hvem der er offer for denne hate crime, men det er en voldsom, barsk og hjerteskærende begyndelse på historien. Der følger flere af denne slags ubehagelige scener senere i bogen, så det skal man måske lige være opmærksom på, for det er ikke for sarte sjæle.

Hovedpersonen Sebastian står mellem at være barn og voksen. Han kan ikke helt slippe barndommen, og derudover går det ikke specielt godt på hjemmefronten. Hans forældre er meget kristne, og der er tilsyneladende en mørk familiehemmelighed, der lurer under overfladen og overskygger deres liv.

Sebastian hader skolen, hvor han bliver mobbet, og man virkelig kan se, hvor ondskabsfulde teenagere kan være mod hinanden. Han synger i kirkekoret, læser meget og skriver også selv på en roman. Han er ensom og har ingen venner – indtil den rå og cool Tobias pludselig starter i klassen. Tobias er helt anderledes end alle de andre. Han og Sebastian bliver venner, og han viser Sebastian en helt ny verden af muligheder.

Bogen er lidt for præget af stereotyper og uheldige portrætteringer af disse stereotyper. Det er nørden Sebastian og den tykke dreng Mathias, der er mobbeofrerne, de pæne piger og sportsfyrene er de populære, der bruges rigelig energi på at få Rakel til at fremstå fed og ulækker, og en gruppe af anden etnisk baggrund holder sig for sig selv og sælger stoffer. Jeg synes, at de bliver beskrevet unødvendigt grimt, de bliver tillagt for mange negative egenskaber, som er så klichéfyldte og stereotype, at det næsten gør ondt. Jeg tror bestemt ikke, at det er forfatterens hensigt at støde nogen, at fremstå fordomsfuld eller egentlig bevidst at tillægge karaktererne den slags skadende træk, men efter min mening bruges disse stereotyper desværre ikke på en måde, der helt retfærdiggør portrætteringen af dem, og det kunne have været gjort på en meget mere innovativ eller politisk korrekt måde, om man vil.

Der er dog ingen tvivl om, at bogen tager nogle vigtige emner op om at være ung i nutidens Danmark. Den handler om mobning, om at skille sig ud, om identitetskrise og mest af alt om ondskab – både dens ofre og dem, der udøver den. At der ikke er langt fra mobber til offer og omvendt - der skal ikke meget til for at vende situationen fuldstændigt. Historien er letlæselig og relevant, men den vandt mig desværre aldrig 100% over. Jeg tror dog, at mange teenagere i målgruppen ville kunne få noget ud af at læse den, for der er mange gode pointer og budskaber gemt i bogens sider, og om ikke andet, er den et godt springbræt til debat og samtaler om mobning, ondskab, identitet og mange af de ting, unge går og tænker på. Bogen belyser disse emner rigtig fint og kan om ikke andet i hvert fald hjælpe med at skabe opmærksomhed og sætte fokus på, hvor svært nogle teenagere kan have det, og at de ikke er forkerte af den grund.

Som en lille ekstra ting er der iøvrigt lavet en playliste på Spotify med en sang til hvert kapitel. Det var dog ikke noget, jeg benyttede mig af, da jeg helst skal have ro omkring mig når jeg læser, men idéen er god og helt sikkert noget, der kunne sætte en stemning og tilføje noget til læseoplevelsen.