"Harry Potter and the Cursed Child" af Jack Thorne

Titel: Harry Potter and the Cursed Child   Forfatter: Jack Thorne (“based on an original new story by J. K. Rowling, John Tiffany & Jack Thorne”)   Udgivelsesår: 2016    Forlag: Little, Brown

Selvom risikoen for at blive skuffet var virkelig høj, tog nysgerrigheden alligevel over, og selvfølgelig var jeg nødt til at læse denne nye ottende tilføjelse til historien om Harry Potter. Jeg ville så gerne elske den og det kunne have været så fantastisk et gensyn med karaktererne, Hogwarts og hele universet, som vi alle elsker så højt. Desværre blev jeg virkelig skuffet. Jeg har forsøgt at skrive min anmeldelse så spoiler-fri som muligt, men det er svært at give udtryk for min skuffelse, helt uden at diskutere nogle af de ting, jeg fandt mest problematiske i bogen. Så hvis du endnu ikke har læst bogen og absolut ikke vil spoiles, så vent med at læse min anmeldelse til efter du har læst bogen.

Der er gået 19 år siden vi slap historien i Harry Potter og Dødsregalierne. Harry er nu blevet 40, har tre børn med Ginny, som vi allerede fik at vide i det sidste kapitel i syvende bog. Vi følger i Harry Potter and the Cursed Child Harrys yngste søn, Albus og det frygtelige forventningspres fra alle omkring ham, som følger med at være Harry Potters søn og tilmed opkaldt efter to af de største troldmænd, der nogensinde har levet. Han er berømt uden at have bedt om at være det. Alle forventer at han skal være som sin far, og Albus er skuffet over ikke at kunne leve op til det. Han føler sig som en outsider, og finder kun trøst i sit venskab med Scorpius Malfoy, som har det lige så svært. I mellemtiden truer mørke kræfter med at vende tilbage, og selvfølgelig bliver Albus og Scorpius hvirvlet ind i mysteriet.

Efter den første begejstring over at sidde med ’den ottende Harry Potter bog’ havde lagt sig, blev jeg mere og mere skuffet. Jeg havde nok alt for høje forventninger. Magien udeblev. Det føltes ikke rigtigt som en del af Harry Potter – Harry, Ron og Hermione føltes ikke som Harry, Ron og Hermione, hvis det giver mening?

Selvfølgelig er der ikke plads til lige så mange detaljer i et teatermanuskript, som i en roman, men handlingen skrider alt for hurtigt frem, uden tilstrækkelig forklaring, baggrundshistorie eller ledetråde til at gøre historien spændende.

Den føles ikke som en forlængelse af den originale Harry Potter historie, selvom vi genoplever en del scener fra de tidligere bøger. Det føles ofte næsten forkert, som om der bliver udøvet vold på de originale scener, og min hjerne nægtede at acceptere, at dette er en del af den rigtige historie. Det virker næsten blasfemisk at pille ved de scener, vi kender og elsker, og true med at ændre og ødelægge dem gennem tidsrejseaspektet i bogen.

Jeg tror, at meget af skylden ligger på manuskript formatet og skrivestilen. Handlingen og beskrivelserne er alt for forenklede. Der er ikke tilstrækkeligt med detaljer, mystik eller forklaringer, hvilket altid har været det, jeg elskede ved ’de gamle’ Harry Potter bøger. Jeg var ikke åndeløs af spænding, mens jeg læste denne, som jeg stadig kan blive over at læse de andre, på trods af, at jeg kender detaljerne i dem ud og ind.

Bevares, der er da nogle fantastiske Rowling-agtige budskaber om venskab og kærlighed og tilgivelse. Budskab om at man ikke skal forsøge at ændre på fortiden. Historien er sådan set også ok, om end som tidligere nævnt alt for forenklet og detaljetom. Men den hører efter min mening ikke til i ’det ægte’ Harry Potter univers, og jeg vil nok for altid trække en streg og dele alt op i ’det nye’ og ’det gamle’ Harry Potter univers.

Nu hvor bogen er færdiglæst, sidder jeg tilbage med en lidt ærgerlig og skuffet følelse. Jeg havde forventet, at jeg ville elske den. I virkeligheden vil jeg nok helst glemme, at den eksisterer, og bevare magien ved de originale syv Harry Potter bøger.

Det føles ikke som noget, J. K. Rowling burde have sagt god for. Hun skulle derimod have holdt fast i, at historien var afsluttet efter syvende bog.

Da jeg havde vendt sidste side, kom jeg i tanke om, at Nikoline havde udgivet et indlæg om bogen i løbet af den forgangne uge, som jeg netop havde gemt, så jeg kunne læse det, når jeg blev færdig med bogen – hendes interessante indlæg kan læses her. Da jeg havde læst det, gav al min skuffelse og mine tanker pludselig meget mere mening. Det er ikke Rowling, der har skrevet manuskriptet, selvom det bliver markedsført således. Det troede jeg fejlagtigt, at hun havde mens jeg læste bogen, og det gav ikke mening for mig, for det føltes ikke som Rowlings stemme. Bogen føltes for mig hele vejen igennem som halvdårlig fanfiction – og det viser sig, at være lige nøjagtigt, hvad den er. Som Nikoline er inde på, er oplevelsen af at se selve teaterstykket nok anderledes end at læse manuskriptet, og jeg vil da nok også se det, hvis muligheden engang byder sig. Men jeg er skeptisk, for det føles ikke som Harry Potter, og jeg vil forsøge at lade som om, at denne ’del af universet’ slet ikke eksisterer, og hurtigst muligt genlæse de originale syv bøger, for at forsøge at slette denne oplevelse og genoplive magien bare en smule.

Har du læst Harry Potter and the Cursed Child, og hvad synes du om den? Hvis ikke, har du så planer om at læse den? J