tirsdag den 9. august 2016

"The Young Elites" af Marie Lu


Titel: The Young Elites   Forfatter: Marie Lu   Udgivelsesår: 2014  Forlag: Penguin Random House Audio Publishing Group
Hørt som lydbog via Ereolen Global

Det meste af bogen er ret standard YA postapokalyptisk, dystopisk fortælling, hvor en frygtelig sygdomsepidemi har efterladt børn med ar og markeringer, og i særlige tilfælde, med utrolige evner. De markerede børn og unge er blevet udstødt af samfundet omkring dem. De er jaget vildt, og risikerer at blive brændt levende, hvis de bliver opdaget af the inquisitors. I oprør mod dette, har nogle af dem dannet et hemmeligt selskab af Young Elites, som planlægger at myrde kongen og tage magten, så de ikke længere behøver at frygte for deres liv, blot fordi de er mærkede og folk er bange for dem.

Adelina ved, at hun er markeret af sygdommen, men hun aner ikke, at hun har særlige evner, før hendes far sælger hende. Hun flygter, men kommer til at dræbe sin onde far undervejs med sine voldsomme evner, bliver taget til fange af the inquisitors og dømt til døden. Hun bliver dog reddet af Enzo, som tager hende med til The Young Elites, hvor de vil forsøge at træne hende, så hun kan kontrollere sine evner og være til gavn for dem. Det er dog ikke alle, der er lige venligt stemt overfor hende.

Adelina er en overraskende mørk kvindelig hovedperson. Hendes mørke side gør hende rent faktisk ond, i modsætning til mange andre kvindelige hovedpersoner indenfor samme genre, som udelukkende er gode, og kæmper for retfærdighed og fred i verden. Adelina kæmper også for retfærdighed, men hendes opvækst har været så præget af omsorgssvigt, at hun ikke stoler på andre mennesker. Dybest set er hendes kamp en egoistisk kamp for overlevelse og hævn over dem, som har gjort hende uret.

Historien foregår ikke i vores verden, men en fiktiv verden med fantastiske væsener og magi, som dog er forbeholdt The Young Elites som følge af epidemien. Der er intet moderne, men snarere en middelalderagtig stemning over det, med slotte, sværd, konger og dronninger. Karaktererne føles desværre ret flade og upersonlige, alle sammen så opslugte af had og hævntørst, at det kun er ganske få af dem, jeg fattede sympati for, da de alle er så kolde og egoistiske. Kun ganske få af dem viser tegn på medmenneskelighed, og selv de kan finde på at vende sig mod Adelina i løbet af et splitsekund. Handlingen og hele grundidéen er dog spændende og interessant, og måske bliver det med karaktererne bedre i næste bog.


Slutningen er ret overraskende og interessant. Epilogen åbner op for at tage historien i virkelig mange spændende retninger i efterfølgeren, The Rose Society, som jeg glæder mig til at lytte til, for det er umuligt at regne ud, hvad man skal forvente sig af historien og karaktererne. Serien har potentiale til at blive virkelig interessant, original og fantastisk, selvom denne første bog ikke blæste mig fuldstændigt bagover.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar