torsdag den 11. juli 2019

"Den magiske sten (Forbandelsen over Laitana #1" af Sissel Moody


Titel: Den magiske sten (Forbandelsen over Laitana #1)   Forfatter: Sissel Moody   Udgivelsesår: 2019 (org. 2017)   Forlag: Forlaget Klippe
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Klippe

Det første, man lægger mærke til, er det virkelig flotte kort i starten af bogen, mens der også allerede i prologen optræder en enhjørning, og så er tonen slået an - ligeledes med en detaljeret og interessant gennemgang af Laitanas historie, som er en virkelig fin introduktion af universet. Og verdensopbygningen fortsætter.

Der er noget galt i Laitana, som er blevet ramt af en forbandelse. Landet har brug for en frelser, som Lurany og Dorinda skal finde ved hjælp af en spådom. Denne frelser skal redde landet og dronningen Fiana fra heksens mørke magi. Hovedpersonen Linea er 17 år og kæmper med de sædvanlige teenageting såsom usikkerhed, lavt selvværd og et ønske om at passe ind, selvom hun føler sig forkert. Hun er derfor let at relatere til og identificere sig med.

Hun bliver mobbet i gymnasiet, ligesom hun blev det i folkeskolen, så hun lader fantasien flyve frit og drømmer sig langt væk i de fantasyuniverser, som hun elsker at læse om. Hun er tidligere blevet sendt til psykolog, og hendes mor er stadig bekymret for, at hun rent faktisk tror på magien og eventyrene. Men pludselig får Linea bevis for, at magien er ægte, da hun modtager breve fra en fe og bliver hentet til en anden verden, nemlig Laitana, af Lurany. Hun skal finde den magiske sten og befri Fiana fra heksen Exma og dermed bryde forbandelsen. Hun bliver en del af oprørsgruppen - et sted, hvor hun endelig passer ind.

Historien følger en meget klassisk fantasyskabelon og opbygning, hvilket som altid fungerer fint. Linea er den typiske underdog/outsider i sin egen verden, der drager ud på en rejse i både bogstavelig forstand og overført betydning, for at blive til en helt i den parallelle verden. Her finder hun ud af, hvem hun virkelig er, og hun skal bruge sine evner til at redde dem alle. Hun får nye venner, en ny tro på sig selv, og der er endda også kærlighed involveret. Lineas nye venner er alle rigtig gode karakterer med forskellige personligheder.

Laitana er et fascinerende, varieret, eventyrligt og farverigt sted fyldt med magi og fantastiske skabninger såsom feer, enhjørninger og drager. Vi oplever flere forskellige steder, folk og væsner undervejs, og der er masser af spænding og mystik, når vi som læsere får lov at udforske Laitana gennem Lineas øjne i hendes tempo og i takt med, at hun efterhånden selv lærer landet og dets hemmeligheder at kende. Landet er flot beskrevet, og jeg fik helt lyst til at besøge det og vide endnu mere om det.

Det er imponerende, at Sissel første gang skrev historien, da hun var 14. Den har selvfølgelig nok gennemgået en del redigering siden, men alligevel. Grammatisk er der ikke meget at komme efter, men der er nogle fejl og ord, der gentages, så det sproglige kunne måske godt klare endnu en lille gennemarbejdning eller opstramning hist og her, så man kom de irriterende skønhedsfejl til livs. Der er nemlig indimellem nogle sproglige smuttere, men ikke noget, der som sådan ødelægger læseoplevelsen - det er stadig en rigtig god historie, som jeg nød at læse, og for de fleste tror jeg ikke, at det vil være et problem - jeg er blot så miljøskadet af mit job som copywriter, at jeg lægger meget mærke til den slags, så det endte med at blive lidt et irritationsmoment og indimellem forstyrre min læsning en smule.

Dette er første bind i trilogien Forbandelsen over Laitana, og denne udgave er genudgivelsen fra Sissels eget forlag, Forlaget Klippe, der udgiver miljøvenlige bøger, hvilket er utroligt sejt. Jeg glæder mig til at læse videre i serien, for det her er en lovende start.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar