lørdag den 19. september 2015

"Never Have I Ever" af Katie Heaney


Titel: Never Have I Ever   Forfatter: Katie Heaney   Udgivelsesår: 2014   Forlag: Grand Central Publishing


Den lyserøde forside med små hjerter lover en sød og romantisk bog om kærlighed. I virkeligheden handler den om mangel på samme. Never Have I Ever har undertitlen My Life (SO FAR) Without a Date, som beskriver bogens indhold på en prik. Den består af scenarier og anekdoter fra Katies liv, som hun analyserer, for at give et billede og forståelse af, hvordan hun er kommet til et punkt i sit liv, hvor hun ikke længere er flov over hvor hun er nået til sammenlignet med andre (i hvert fald ikke hele tiden).

That’s what I hope this book feels like. You and I are hanging out, and I am drinking too much and talking to you – about my most embarrassing adventures in flirting and kissing and liking boys – for a really long time. You are such a good listener. I mean it.

Katie har som 25-årig aldrig haft en kæreste og dårligt nok været på en date, hvilket er noget, samfundet på en eller anden måde har en forventning om, at man skal have haft, når man når en vis alder. Hun har succes på alle andre punkter i livet, så hvorfor er det ene punkt, kærligheden, nok til stort set at overskygge alt andet? Helt fra begyndelsen er hun meget ærlig og prøver ikke at bevise noget overfor nogen. Man følger hende i både op- og nedture, fyldt med humor og selvindsigt, men også indsigt i andre mennesker. Hun har inkluderet nogle interessante observationer af mennesker og stereotyper, men man kommer aldrig særligt tæt på andre end Katie. Det giver måske meget god mening med bogens selvbiografiske tema, men mange af bipersonerne virker flade og ligegyldige, og får dermed Katie til at fremstå mere selvcentreret.

Det er dog oftest nemt at relatere til Katie, for det føles netop som om, at hun fortæller sin historie personligt til dig. Jeg tror de fleste ville kunne genkende sider af sig selv i Katie, selvom hendes erindringer er dybt personlige, for hun rammer usikkerheden gennem barndom, teenageår og helt op til voksenlivet først i tyverne helt perfekt. Hun formår at sætte ord på så mange følelser, som jeg tror de fleste har haft, men som mange nok tror de går alene med.

Samtidig er historierne fortalt med varme og en god portion selvironi. Hun er meget bevidst om, hvornår en situation har været akavet og hvorfor. Hun tager nogle virkelig interessante emner op, omkring gruppepres, forventninger, og hvor vigtigt det er at stole på sig selv. Dog synes jeg indimellem hun overreagerer over nogle situationer, som bygges op til at være det pinligste i verdenshistorien, men som viser sig at være noget, de fleste blot ville trække på skulderen over. Det er dog med til at give et endnu dybere indblik i Katies måde at tænke på, og baggrunden for nogle af de valg hun mere eller mindre bevidst har truffet.

 Teachers and parents call any kid that’s quiet “shy,” but that’s not always it. I wasn’t shy, I was reserved. I needed time to figure out what the hell was going on with these masses of people running and screaming around me. I wasn’t afraid of talking to my fellow children. I was simply watching and plotting.”


Bogen handler om at stå ved sig selv, med al den usikkerhed og akavethed det måtte føre med sig, og vigtigst af alt, ikke at lade sig presse af samfundets forventninger til hvad der er normalt. Til alle piger, der kæmper med kærligheden eller mangel på samme, er denne bog en underholdende og livsbekræftende læseoplevelse. Jeg har det dog en smule ambivalent med bogen, for selvom jeg nød at læse den, var den ikke på nogen måde livsændrende, men derimod glemt nogenlunde lige så hurtigt, som den var læst. Læs den som en hyldest til singlelivet, gode veninder og at være tro mod sig selv, men ikke som ret meget mere end det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar