mandag den 7. september 2015

"The Distance Between Us" af Kasie West


Titel: The Distance Between Us   Forfatter: Kasie West   Udgivelsesår: 2013   Forlag: HarperTeen
Læst som e-bog



The first thing I learned about the rich is that they find the common folk an amusing distraction but would never, ever want anything real. And that’s fine with me. The rich are another type of species that I observe only from a safe distance. I don’t interact with them.

Bogen handler om Caymen og Xander, og er en klassisk ’rich boy meets poor girl’ historie.
Caymen og hendes mor har en dukkeforretning, som ikke går vanvittigt godt. De har under hele Caymens opvækst vendt hver en øre, og ikke fået nogen hjælp af hendes far, som skred da moren blev gravid. Han var en rigmandssøn, og hele området de bor i, vrimler med rige mennesker. Både Caymen og hendes mor er, grundet morens fortid, meget fordomsfulde overfor rige mennesker, men da Caymen møder rigmandssønnen Xander, begynder hun stille og roligt at stille spørgsmålstegn ved de skøre fordomme. Det afholder dog ikke hendes usikkerhed fra næsten at ødelægge deres venskab og forhold, og morens bitterhed og frygt for at historien skal gentage sig, gør ikke situationen lettere. Derfor holder Caymen i starten sit forhold til Xander skjult. Hun er vokset op med, at verden er delt op i rig og fattig. Gradvist begynder hun at sætte spørgsmålstegn ved hans intentioner, og mistænker ham bl.a. for at bruge hende for at trodse hans far.

Hun er dog ikke den eneste der skjuler noget. Moren har tydeligvis også en del hemmeligheder og skeletter i skabet, og alt dette giver en mystisk aura til historien, for der er helt sikkert noget, der ikke stemmer.

Feelings, my dear daughter, you will perhaps learn one day, can be the most costly thing in the universe.

Hverken Caymen eller Xander ved nøjagtigt hvad de drømmer om at gøre med deres liv, selvom de er fra to helt forskellige verdener. Det eneste de ved, er, at de ikke har lyst til at leve op til deres forældres skyhøje forventninger. De hjælper derfor hinanden med at finde fremtidsplaner og ambitioner, og sammen finde ud af hvem de egentlig er.

Caymen er som en lukket bog, og gemmer sig bag en facade af sarkasme. Hun har indimellem rigeligt ondt af sig selv, men samtidig forsøger hun at gøre alt for at hjælpe sin mor. Hun lever et monotont liv, er lidt af en enspænder, og har fra en ung alder haft alt for meget ansvar og byrde på sine skuldre. Hun føler sig fanget og vil egentlig bare gerne slippe fri, men føler skyld af hensyn til moren, som hun er meget loyal overfor.

Bogens vigtigste budskab er klart at acceptere andre og glemme fordommene, samt ikke at lade sig styre af andres forventninger. Man skal leve sit eget liv, skabe sine egne drømme, begå sine egne fejltagelser. Ligesom Kasie Wests øvrige bøger var den let og lyserød, uden at blive for kvalmende. Historien er sød og romantisk, og kan klart anbefales, hvis man er fan af On the Fence og The Fill-In Boyfriend.


It’s so much easier not to have to depend on anyone else.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar