fredag den 25. december 2015

"With Love at Christmas" af Carole Matthews


Titel: With Love at Christmas   Forfatter: Carole Matthews   Udgivelsesår: 2012   Forlag: Sphere

Bogen handler om Juliet og hendes familie, som alle af meget forskellige årsager er endt med at bo sammen hos Juliet og hendes mand, Rick. Både deres to voksne børn, Chloe og Tom, men også Juliets alzheimersramte mor og hendes far, som for nyligt har mistet sin samlever, er flyttet ind. Chloe er alenemor og gravid igen, mens Tom slæber alt med en puls med hjem i seng. Alt er kaos, og alt hvad der kan gå galt, går galt. Alt løser sig dog som regel igen, men det resulterer i mange komiske og akavede situationer undervejs for stakkels Juliet, som bare ønsker at holde en gnidningsfri jul med sin familie.

Juliet og Rick er begge meget kærlige og hjælpsomme, men glemmer ofte sig selv i deres stræben efter at gøre livet lettere for andre. Børnene er dybt egoistiske, og der skal stort set holdes øje med Juliets forældre døgnet rundt, og ingen virker rigtigt til at sætte pris på det, de gør for dem, selvom Juliet og Rick knokler for at gøre alle tilfredse. 

Jeg læste denne bog i løbet af december måned, indimellem eksamenslæsning, skrivning og stress, så derfor gik det en smule langsomt med at komme igennem den. Der var en del gentagelser, og jeg havde indimellem lidt svært ved Juliets indre monologer og tanker, som kørte en del i samme smøre og kunne have sparet bogen for mange sider, uden at have taget noget fra handlingen. Det er ikke den slags bog, det klør i fingrene efter at læse videre i, men den var meget hyggelig og passede godt til juletiden.

Bogen indeholder mange af julens vigtigste budskaber om at være god mod andre og hjælpe dem, som ikke har været lige så heldigt stillede som én selv. Bogen er fyldt til randen med julestemning, humor og hjertevarme, og ville garanteret også være et hit som julefilmatisering. Så vidt jeg har forstået, har Carole Matthews også skrevet andre julebøger, og jeg kunne godt finde på at læse endnu en af hendes bøger til næste jul.

I øvrigt vil jeg gerne ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul – jeg håber, at I havde en fantastisk juleaften i går, og får nogle hyggelige juledage J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar