BogForum 2017, søndag: Event med Adam Silvera, Siri Pettersen og Sarah Engell

Event arrangeret af Gyldendal Ung, Carlsen Puls og Høst & Søn

Søndag, og dermed BogForums sidste dag, var helt sikkert weekendens højdepunkt, da jeg var så heldig at være inviteret til morgenmadsevent med Adam Silvera, Siri Pettersen og Sarah Engell af GyldendalUng, Carlsen Puls og Høst & Søn. Der var lækre croisanter, frugt, kaffe og juice, og Malene havde fået opgaven som moderator for samtalen med de tre forfattere, hvilket hun klarede SÅ godt.

Der blev snakket om så mange interessante og sjove emner, bl.a. kunne Siri afsløre en irrationel frygt for balloner, Sarah en frygt for hvaler, mens Adam havde lidt svært ved at komme i tanke om en frygt, indtil han huskede, at han kommer fra et land, hvor Trump er præsident...

Vigtigheden af diversitet i YA blev diskuteret, og alle tre var rørende enige om, at det er vigtigt med repræsentation og inklusion, så alle unge skal have nogen at spejle sig i. Siri mener, at teenageårene er de bedste i ens liv. Her er Sarah og Adam uenige, for de havde det begge svært som teenagere. De er dog enige i, at det er en vigtig tid, hvor man tager mange beslutninger og prøver at finde ud af, hvem man vil være resten af livet.

Adams yndlingsbog, endda over Harry Potter, er Simon vs. The Homo Sapiens Agenda, som er skrevet af hans bedste ven, Becky Albertalli, som han lige nu også er ved at skrive en bog sammen med. Derudover er han faktisk også i gang med en fantasybog, som gerne skulle udkomme i 2018. Sarah samarbejder også med en anden forfatter om hendes næste bog, nemlig Sanne Munk Jensen, hvilket bliver en ungdomsroman om slutshaming, som foregår i Hirtshals. Foruden den, arbejder hun faktisk også på en graphic novel. Siris næste projekt er en mørk børnebog om en creepy dukke, men hun afviser ikke måske at vende tilbage til Ravneringene-universet senere.

Der blev også diskuteret covers. Sarah var hurtig til at vælge sin favorit blandt sine egne bøger, nemlig Valget. Adam er vild med både den danske udgave af Den dag jeg glemmer, men De dør begge til sidst var første gang, at et cover sad der med det samme. Det kræver altid en del tålmodighed med grafikere at ramme den vision man har om det helt rigtige cover, så derfor designer Siri selv sine.

Adam identificerer sig mest med Aaron fra Den dag jeg glemmer, som minder meget om ham selv – så meget, at han måtte skrive ham om, så han kunne få lov at være sin egen karakter. Hans opvækst som fattig i Bronx og hvor svært faren havde ved at acceptere hans homoseksualitet er mere eller mindre taget fra Adams eget liv. Adam fik først sit eget værelse, da han som 19-årig flyttede hjemmefra, fordi han blev smidt ud. Nu er han ifølge ham selv hverken rig eller fattig, men han betaler sin mors regninger, så det er nok for ham. Sarah identificerer sig mest min sin hovedperson fra Du og jeg for evigt, da hun selv havde en meget kontrollerende mor. Siri udbrød, muligvis halvt i sjov, at hun identificerer sig mest med skurken.

Efter den virkelig interessante og ikke mindst sjove paneldebat, var det tid til signering. Adams nye bog De dør begge til sidst lå i goodiebagen fra Gyldendal Ung, og Siris bog Evnen lå der fra Høst & Søn. Derudover havde jeg taget en god stak af Adams bøger og Siris Odinsbarn med hjemmefra. Sarah havde jeg jo allerede mødt og fået signeret mine bøger af om onsdagen, så hende fik jeg en hyggelig snak med om Valget i stedet for.

Siri var simpelthen så sød og sjov, og så var hun vild med mit hår. Hun skrev en ret kryptisk besked om, at kaniner dør, så jeg er ret spændt på, hvad det kommer til at betyde i Evnen.

Adam lyste op i et kæmpe smil og sagde ”Hey, we met yesterday!” da det blev min tur til signering, hvilket jeg synes er imponerende at han kan huske, taget i betragtning hvor mange mennesker han møder i løbet af sådan en weekend. Men han tager sig også rigtig god tid til at snakke med hver fan, så mega mange bonuspoint for det. Som den fangirl jeg nu engang er, havde jeg udover hans egne bøger også taget Because You Love To Hate Me med, hvor han har skrevet en af de 13 short stories, og det var første gang, han fik lov at signere en af dem, sagde han.

Som sagt var dette event nok weekendens højdepunkt for mig, hvilket ikke siger så lidt, når man tænker på hvor fantastisk resten af weekenden også var. Tusind tak til Gyldendal Ung, Carlsen Puls og Høst & Søn for invitationen og de flotte goodiebags.

Efter eventet fandt jeg min veninde Laura ved Madscenen, for nu var det hendes tur til at fangirle over Nikolaj Kirk. Jeg løb videre over til Gyldendals stand, og kom helt strategisk korrekt til at stå forrest i køen til Paula Hawkins signering sammen med Malene.

Derefter var det tid til mere Adam, da han skulle på Spotscenen. Jeg huskede rent faktisk at filme en lille snippet af ham på scenen denne gang, så det har jeg sat ind herunder. Søndagen på BogForum sluttede lidt tidligt for mig, men vi nåede lige at få lidt frokost inden turen gik mod Hovedbanen, min vanvittigt overfyldte kuffert og toget hjem mod Jylland efter en helt fantastisk weekend fyldt med indtryk og oplevelser. Jeg kommer helt sikkert tilbage næste år!

BogForum 2017, lørdag: Paula Hawkins, Adam Silvera og fejring af Nicole Boyle Rødtnes

Event arrangeret af Forlaget Alvilda

Lørdagen på BogForum startede stille og roligt ud, da vi valgte at sove længe efter aftenens festligheder. Vi var derfor først ved Bella Center efter kl. 13, til gengæld havde jeg både Laura og Maja med hele dagen, og som det første forsøgte vi at få et glimt af Linse på scenen, hvilket var umuligt, da der var så mange mennesker. Mange mennesker var i det hele taget kendetegnende for hele lørdag på BogForum, og på gangene herskede indimellem næsten kaotiske tilstande. Derfor smuttede vi ud i Auditoriet i god tid for at se Paula Hawkins.

Efter Paula Hawkins skyndte jeg mig hen til scenen, hvor Adam Silvera skulle på kort efter, og der var jeg så heldig at løbe ind i Nikoline, som skulle mødes med ham, og få minutter efter kom han gående, så jeg nåede at hilse på ham og få en snak med ham om hans bøger, inden han skulle på scenen. Det var helt klart Adam jeg havde set mest frem til at se på BogForum, og han er præcis så fantastisk en personlighed, som man forestiller sig, når man læser hans bøger. 

Da jeg var inviteret til bloggerevent med ham søndag, valgte jeg at springe den vanvittige kø til Adam Silveras signering over lørdag, og fortsatte i stedet hen forbi Alvildas stand, hvor der var dækket op med bobler og alverdens lækkerier. De holdt nemlig reception i anledning af Nicole Boyle Rødtnes bogudgivelse nr. 50. Det var en meget stolt forlagschef og en meget rørt Nicole, der holdt tale, og det var simpelthen så fint.

Derefter gik vi igen rundt og kiggede. Jeg fik set BørneBogForum afdelingen sammen med Cathrine og hendes veninde, inden turen gik ind mod København i Cathrines bil. Her var vi så heldige at være inviteret til drinks med en masse søde bloggere og Forlaget Alvilda, for at fortsætte fejringen af Nicole Boyle Rødtnes.

Drinkseventet blev holdt på Strøm Bar, som var super hyggelig og lavede virkelig lækre og flotte drinks. Vi fik hver et eksemplar af Nicoles udgivelse nr. 50, Udstillet, samt et sneek-peak i form af hendes nyeste udgivelse, Genfærd.

Nicole fortalte om begge bøger, men også mere generelt om sit imponerende forfatterskab. Genfærd handler om en dreng, der begår selvmord, og da hans bedste veninde skal på skoleudflugt til Grønland, begynder hun at se ham. Nicole fik et arbejdslegat, så hun kunne tage på researchtur til Grønland, og det var en kæmpe oplevelse for hende, især naturen. Hun fortalte, at de fleste naturbeskrivelser i bogen faktisk blev skrevet på Grønland, mens hun var der, for at få alle de mange indtryk fældet ned på papir. Selvmordet er i øvrigt inspireret af en virkelig historie, som hun aldrig har kunne slippe.

Udstillet er noget helt andet. Den handler om reality-TV, og blev for Nicole et projekt, hvor hun ville få større forståelse for de unge mennsker, som deltager i reality-TV og hvorfor de opfører sig, som de gør. Hun interviewede med vilje ikke nogen rigtige realitydeltagere, da risikoen for at de har set sig sure på programmet er for stor. Til gengæld fik hun adgang til virkelige deltagerkontrakter, som viser, hvor vanvittige ting der kræves af realitydeltagere og hvad de er villige til at skrive under på. Uddrag af disse kontrakter har hun inddraget i bogen.

Til slut signerede Nicole vores bøger, og jeg havde taget en kæmpe stak af hendes andre udgivelser med, som hun også var så sød at tage sig tid til at signere. Det var en virkelig hyggelig aften, så tusind tak til både Alvilda og Nicole for invitationen.

BogForum 2017, fredag: Bloggerbrunch med Sara Blædel, masser af indtryk og fest med Plusbog.dk

Events arrangeret af Sara Blædel, People’s Press og Plusbog.dk

Fredag var en ret travl og begivenhedsrig dag på BogForum 2017. Det her indlæg bliver lidt billedtungt, da der er virkelig mange stemningsbilleder helt fra det event jeg var til om morgenen, det jeg oplevede på BogForum i løbet af dagen og fra festen om aftenen.

Morgenen startede tidligt for mig, da jeg kl. 9 mødtes med en masse andre bloggere, People’s Press og Sara Blædel på Greasy Spoon, for at spise brunch og fejre udgivelsen af Ilkas Arv. Vi fik den lækreste amerikansk inspirerede brunch tallerken, da bøgerne om Ilka jo foregår i Raccine i USA. Sara fortalte om processen med at skrive både Bedemandens datter og Ilkas Arv, bl.a. om at være i praktik som bedemand i Danmark og hvordan idéen opstod, da hun mistede sine forældre med meget kort mellemrum og pludselig stod ansigt til ansigt med død, sorg, og ikke mindst den kæmpe forskel bedemænd gør for de efterladte. Hun fortalte også om meget interessante researchbesøg hos bedemænd i USA, hvor branchen er noget mere farverig end i Danmark. Hun havde masser af anekdoter om hvordan der derovre sælges alt fra charms med aske i, life boards med billeder af hele den afdødes liv, samt hvordan der bliver holdt både mindehøjtideligheder og fester, endda nogle gange koncerter, i bedemandslokalerne. Den historie der skilte sig mest ud, var den om nonnen, som faktisk inspirerede karakteren Søster i Ilka bøgerne. Hun er baseret på en virkelig nonne, som Sara mødte hos en bedemand. Hendes fornemmeste opgave var at sidde og laminere dødsannoncer, som de efterladte så kunne få med hjem som bogmærker, som en lille souvenir fra begravelsen, og hun havde derfor fået tilnavnet ”The Laminator.” Sara præsenterede de overdådige goodiebags med forklaringen, at hun jo synes vi skulle forkæles lidt, og det må man sige lykkedes med te, La Mer creme, Bobbi Brown blush, alverdens lækkert merchandise der matcher Ilkas Arv, og selvfølgelig bogen det hele handlede om, som Sara signerede. Vi blev sammen med Sara kørt i partybus fra Greasy Spoon til BogForum, hvor vi jo så alle sammen skulle hver til sit. Der var gjort så meget ud af denne bloggerbrunch, så tusind tak til Sara Blædel og People’s Press for en fantastisk morgen.

Godt ankommet til Bella Center fik jeg tjekket ind med min pressebillet (Tak til BogForum) og fik fundet min veninde Laura, som allerede var der. Vi fik lige set et par øjeblikke af debatten om selvskade, bl.a. med forfatteren af bogen Cutter. Derefter nåede vi hen for at se Maria Lucia tale om sundhed, og jeg nåede også ind at se Kronprinsesse Mary tale om #ChildMothers.

Senere stod den på et glædeligt gensyn med Mhairi McFarlane, og derefter var der tid til at gå rundt på messen, hente goodiebags fra både Arnold Busck og Plusbog.dk, og danne os et overblik over messen, for vi havde med vilje lavet et let program fredag, da det var første gang både jeg og Laura var der. Desværre havde Fredrik Backman aflyst, hvilket var ærgerligt, men som det sidste den dag fik vi set WulffMorgenthaler.

Vores veninde Maja kom lige til aftensmadstid, og så gik vi til reception på Plusbog.dks stand, som ekstraordinært havde fået lov at holde åbent efter lukketid. Plusbogs direktør, Mia og forfatter Imran Rashid, holdt tale, hvorefter Sara Blædel uddelte prisen til Årets Forfatter, Hella Joof. Sidste års vinder af Danish Book Blog Award, Rikke fra Paperback Castles, uddelte prisen til dette års vinder, Kathrine fra Bibliotekattens Bøger, hvilket var så velfortjent og godt gået.

Der var DJ, fri bar, goodiebags og både sandwiches og sushi til receptionen, som sluttede omkring kl. 22, hvor vi blev hentet i partybus, som kørte rundt i København en times tid, inden vi ankom til natklubben At Dolores, hvor der heller ikke manglede noget. Tusind tak til Plusbog.dk for en virkelig hyggelig og sjov aften.

Jeg var så heldig at have hele to plus-ones med, så tusind tak til Maja og Laura for at tage med mig til bloggerfest <3 

BogForum 2017: Bloggerevent med Mhairi McFarlane, Sarah Engell og A. J. Kazinski

Event arrangeret af BogForum

For mit vedkommende startede BogForum 2017 allerede onsdag d. 8. november, da jeg af BogForum var inviteret til bloggerevent på Crowne Plaza Copenhagen Towers med Mhairi McFarlane, Sarah Engell og A. J. Kazinski. Sidstnævnte havde trådt imponerende hurtigt til, da Elsebeth Egholm, som ellers skulle have været aftenens tredje forfatter, måtte melde afbud.

Vi fik fra starten serveret lyserøde bobler og snacks i det hyggelige sofahjørne, hvor den ene halvdel af A. J. Kazinski startede med at læse op af deres nyeste udgivelse, Mirakleres nat, som de havde fejret udgivelsen af dagen før. Derefter fortalte de bl.a. om hvordan det er at gå fra at skrive filmmanuskripter til romaner, hvordan man arbejder to om en bog (de kunne afsløre, at det ikke altid er let, og at det faktisk nogle gange er endt med, at de er blevet uvenner. Det må dog alligevel være det hele værd, for de skriver også sammen under pseudonymet Anna Ekberg). De kunne også fortælle, at de efter BogForum var på vej til litteraturfestival i Brasilien.

Derefter blev det Sarah Engells tur. Hun er lige nu aktuel med Valget, som jeg iøvrigt er vildt begejstret for. Sarah læste et uddrag og fortsatte derefter med at fortælle om arbejdsprocessen. Der er gået en del research til Valget, hvor hun bl.a. har været ude at snakke med flygtningebørn og ungdomspolitikere. Hun lider dog stadig, ligesom mange af os andre, lidt af politikerlede. En af udfordringerne har været, at reglerne på asylområdet ændrer sig så hurtigt under skrivningen, at hun på et tidspunkt blev nødt til at fryse tiden og lade reglerne være som de var, ellers kunne hun blive ved med at gå tilbage og ændre i en uendelighed. Historien fortælles fra ungdomspolitikeren Xenias synsvinkel, og hele bogen var egentlig skrevet færdig på den måde, da Sarah følte, at den lille syriske pige, Lilas, også skulle have en stemme, og sådan blev hendes kapitler til. Disse er inspireret af 1001 nats eventyr, leger med ord og Lilas’ fantasiven Sinbad Søfareren, og sætter ord på Lilas’ oplevelse på rejsen fra Syrien til Danmark. Sarah kunne også fortælle at hun lige nu arbejder på en bog, som hun skriver sammen med Sanne Munk Jensen, som foregår i Hirtshals, og ikke København, som hendes romaner ellers har for vane.

Derefter blev det tid til tapas, og for mit vedkommende aftenens højdepunkt, Mhairi McFarlane. Mhairi var lige så sød, sjov og fantastisk, som man forestiller sig efter at have læst hendes bøger. Hun fortalte bl.a. at hun indimellem trækker inspiration fra de historier hendes venner fortæller om deres virkelige liv, når hun skriver. Hun skriver romantic comedy, fordi hun selv elsker genren, og ved spørgsmålet om, hvilken forfatters stil hun ville sammenligne sine bøger med, svarede hun Marian Keyes. Da hun udgav sin første bog, I det øjeblik var jeg din, var hun bange for, at folk ville tro, at hun havde skrevet om sig selv, da hovedpersonen gik på samme universitet som hende, men det var en frygt hun hurtigt slap. Heldigvis udgiver Mhairi snart en ny bog, som HarperCollins Nordic lovede at gøre alt hvad de kan for at få oversat hurtigt. Den britiske humor, som skinner gennem hendes bøger, viste hun bestemt også denne aften og det var en kæmpe fornøjelse at møde hende og høre hende fortælle om sit forfatterskab.

Både Mhairi og Sarah blev lidt endnu for at signere deres bøger, som kunne findes i de kæmpe store goodiebags, vi fik med fra eventet. Tusind tak til BogForum for et skønt event og den bedste start på BogForum 2017, man kunne ønske sig.

Event med Junot Díaz

Billetterne til eventet er sponsoreret af Det. Kgl. Bibliotek

Mandag d. 30. oktober satte jeg kursen mod København, da jeg var så heldig at være blevet inviteret af Det Kgl. Bibliotek til at komme og høre Pulitzer Prize vinderen Junot Díaz fortælle om migration, kolonialisme og racisme i Den Sorte Diamant, som en del af International Forfatterscene og udstillingen ”Blinde vinkler – Billeder af kolonien Dansk Vestindien.” På scenen havde han selskab af Lotte Folke Korsholm, som stillede interessante spørgsmål, og samtalen kom omkring meget varierede emner, både om hans værker, men også litteratur mere generelt, historie, slaveri, dansk og amerikansk politik og meget andet. Som cand. mag. i Amerikanske studier fandt jeg hans pointer og budskaber utroligt interessante og kunne nikke genkendende til mange af de problemstillinger han skitserede, men i virkeligheden er de emner han berører så universielle og aktuelle netop nu, at det ville have været vedkommende for alle at lytte til ham. Samtalen blev meget politisk og til tider kritisk og kontroversiel, med en del stikpiller til bl.a. Trump og kapitalisme, men Junot Díaz er så karismatisk og velformuleret, og samtidig virkelig morsom, provokerende og inspirerende, at den sagtens kunne bære det. Det her bliver et virkelig tekst- og billedtungt indlæg, men det var så god og interessant oplevelse, at jeg havde brug for at dokumentere og dele det.

Ifølge Junot Díaz voksede han mere eller mindre op på biblioteket, og finder det derfor problematisk at de fleste amerikanske biblioteker er underbemidlede, da det på mange måder er den form for institutioner, som skal hjælpe til at forme unge mennesker. Han migrerede som barn fra den Dominikanske Republik til USA, og kender derfor selv alt til det han kalder ”the doublebind of being a child in a society where you’re unwanted,” og være klemt mellem to kulturerer. Han læste selv historie på et offentligt universitet. I dag underviser han som professor på MIT.

Hans karakter Yunior, som også er migreret fra Den Dominikanske Republik til USA, går igen i flere dele af hans forfatterskab. Det er let at skrive karakterer, som er klogere end en selv – som han siger, ”you just look shit up!” Grunden til at han vender tilbage til Caribien som setting har naturligvis meget med hans egne rødder at gøre, men han er også ”obsessed with the Caribbean as a spatiality of forgetting.” Ifølge ham selv voksede han op ”in the heart of the greatest amnesia the world has ever imposed on itself.” Dette kollektive hukommelsestab handler om slaveriet. For Junots bedstefar var det utroligt vigtigt at de forstod, at de var efterkommere af slaver, og at denne del af historien ikke blev glemt og han viste dem derfor slavekæder som symboler på det, som bør huskes.

Det er ikke kun i Caribien, men måske i endnu højere grad i USA og Europa, at folk er ”gleefully commited to not remembering” og der forekommer ifølge ham ”systematic politics of amnesia.” USA er besat af 

”forgetting to remember and remembering to forget.” 

For ham er enhver kunstners job at minde folk om hvad de mere eller mindre bevidst vælger at glemme, og det er dét, han gør med sin litteratur. Som forfatter er det mest interessant for ham at forholde sig til hvad folk vælger ikke at huske, og hvem der husker. Som han siger, de stærke har den fordel, at de ikke behøver at huske, hvorimod de svage ikke har den luksus at glemme, hvilket er hele grundpillen når det kommer til slaveri: 

”no American remembers, though no Dominican forgets.”

Meget passende, eftersom han nu engang var i Danmark, berørte han også Danmarks egen rolle i slaveriet, og hvordan de fleste danskere aktivt glemmer, at vi selv havde slaver i Caribien da vi ejede De Dansk Vestindiske øer. Han hinter til, at denne aktive forglemmelse og forestilling om, at Danmark er et sammenhængende land uden plads til udefrakommende har meget at gøre med vores flygtningepolitik og semiracistiske elementer i samfundet i dag. Det er disse blinde vinkler i Danmarks kolonihistorie, som udstillingen på Det Kgl. Bibliotek, som netop bærer titlen ”Blinde vinkler,” handler om.

Han mener at diskursen i samfundet med vilje ekskluderer immigranter, at samfundet har så travlt med selv at tale om dem og overtage samtalen, at immigranterne aldrig selv får lov at få et ord indført, med det resultat, at vi ikke behøver at lytte til dem. Det er det samme med kvinder og andre grupper, som samfundet historisk set har undertrykt. Som han udtrykker det:

”If everyone who isn’t an immigrant would shut up for a year, society would learn shit about themselves they don’t want to hear.”

For selvfølgelig har samfundet ikke lyst til at høre, at de ikke behandler immigranter eller andre samfundsgrupper ordentligt.

”Epistemic privilege is real – those at disadvantage understand society better than us at an advantage.”

Ved spørgsmålet om, hvorfor der er så meget sex i hans bøger, svarer han at det som sådan ikke handler så meget om sex, men om intimitet, fordi det er dér folk smider deres masker og afslører deres sande identitet og vi stopper med at lyve for os selv. Som mennesker har vi fejl, vi er skrøbelige, og vi lærer i virkeligheden næsten intet om kærlighed i denne verden. På trods af alt, prøver vi dog stadig at få kærligheden til at fungere, vi bliver ved med at prøve, og det mener Junot Díaz siger en hel masse om os, at vi gør en indsats for at leve og elske på trods af vores fejl. I hans militærprægede familie var der ingen tegn på skrøbelighed, så derfor blev det en form for oprør for ham at skrive om kærlighed og intimitet.

Han vender dog hurtigt tilbage til emnet immigration, og undrer sig over, at det tilsyneladende er det største problem, som det danske samfund står overfor lige nu, at vi ikke har ”større” problemer at slås med, om man så må sige. Han undrer sig også lidt over vores uddannelsessystem, og at vi tilsyneladende har så travlt med at uddanne folk på universiteterne uden at sørge for, at der er jobs til dem i den anden ende. Ifølge ham interesserer samfundet sig ikke for unge mennesker – eliten og de gamle stjæler fokus og taletiden fra de unge. Vores samfund og dets politik er designet således at eliten kan forblive i deres egen trygge boble, uden at behøve føle skyld eller ansvar overfor dem, som er værre stillet. Der vil altid være nogle, som er værre stillet end dig, som stadig er parat til at hjælpe. Skyldfølelse nytter ikke noget. Immigranter bliver tvunget til at elske dem, som hader dem:

”We’re gonna hate you but you’re gonna learn to love us and when you hate us we’ll blame you.”

Han kritiserer neoliberale samfundsstrukturer, og mener at der sker “a lot of weird shit in Denmark,” sagt med et glimt i øjet, men budskabet er tydeligt alligevel. Vi skal passe på ”the poles of privilege” og den ”fantasy of innocence” der regerer i den danske bevidsthed, for vi er ikke helt så uskyldige, som vores kollektive hukommelsestab foreslår. Uskyldighed kræver netop hukommelsestab, som kreerer alibier. Når vi kriminaliserer ”de fremmede,” kan samfundet vende tilbage til sin uskyldige vildfarelse, tilbage til at glemme. Det står dog endnu værre til med USA, hvilket opsummeres i Junot Díaz’ udbrud

”who the hell wants to live when Trump is around?”

White supremacy i USA er centralt for alle samfund for tiden, men modstand giver ham alligevel håb:

”We never know when we are going to be heroic.”

Det er ikke til at forudsige hvilken generation, der vil vise mest modstand, men ifølge ham gør vi det så godt vi kan. Det kommer alt sammen an på konteksten – som eksempel nævner han, at for 200 år siden ville han have levet som slave, så der sker fremskridt hele tiden. Vi har lært af fortiden og vores forfædre at det ikke er umuligt at vinde og at vi skal blive ved at kæmpe, hvilket afføder håb hos ham, selvom der desværre er mange tegn på, at menneskeheden som helhed ikke har ændret sig voldsomt, siden white supremacy stadig fylder så meget.

Junot Díaz mener at vi lige nu lever i et dystopisk samfund, men at det samtidig, som dystopi i hvert fald i fiktionens verden som regel har til formål at gøre, hjælper os til at forstå samfundet og forestille os noget bedre, at det måske er muligt at styrte systemet.

”If the bad can surprise us, then so can the progressive.”

Dystopi er frem for alt brugbart som tankeeksperiment, Junot Díaz understreger især at det ville være ”good to imagine a world with no America, or men, or women.” Han fremhæver sine egne fiktive favorit dystopier som værende Dawn af Octavia Butler, som han beskriver som en ”X-ray of American history,” samt den ikoniske V for Vendetta af Alan Moore, som han beskriver som ”an anarchist hero fighting white supremacy.” Han nævner desuden også A Handmaid’s Tale af Margaret Atwood, som han for nylig har interviewet. Junot Díaz’ egen karakter, Oscar Wao, elsker apocalypse, men som regel giver han sine karakterer andre interesser end han selv har for at adskille det hele lidt. Han elsker dog at skrive karakterer, som elsker bøger, for som han siger,

”people with good books on their shelves are attractive.”

Der er lige nu flere unge mennesker på planeten end nogensinde, og det er i den generation håbet ligger. Som man kan fornemme, er det lidt af et ideologisk projekt for Junot Díaz, og han har virkelig meget på hjerte. Og netop som forfatter er det hans fornemste opgave at fjerne folks skyklapper, gøre ugjort både den negative uddannelse og hvad samfundet tvinger os til ikke at se.

Efter den interessante og tankevækkende samtale på scenen var der mulighed for at sige hej til Junot Díaz og få signeret sine bøger i boghandlen. Jeg havde et eksemplar af Drown og This Is How You Lose Her med, og fik også taget et par billeder med ham. Han er virkelig rar, sjov og helt nede på jorden, og brugte det meste af tiden på at joke, så det var et virkelig behageligt forfattermøde.

Jeg havde aldrig været på Det Kgl. Bibliotek eller i den Sorte Diamant før, så da min veninde og jeg var der i rigtig god tid, gik vi en tur rundt og kiggede, og der er virkelig flot. Det er lige før jeg overvejer at fortsætte med en Ph.D., bare så jeg kan få lov at sidde på læsesalene hele tiden ;)

Et stort tak til Det Kgl. Bibliotek for invitationen og til Junot Díaz, først for et virkelig interessant arrangement og for derefter at tage sig god tid til at signere bøger og snakke med hver enkelt person. International Forfatterscene er i hvert fald noget, jeg vil holde øje med fremover.