mandag den 6. november 2017

Event med Junot Díaz


Billetterne til eventet er sponsoreret af Det. Kgl. Bibliotek

Mandag d. 30. oktober satte jeg kursen mod København, da jeg var så heldig at være blevet inviteret af Det Kgl. Bibliotek til at komme og høre Pulitzer Prize vinderen Junot Díaz fortælle om migration, kolonialisme og racisme i Den Sorte Diamant, som en del af International Forfatterscene og udstillingen ”Blinde vinkler – Billeder af kolonien Dansk Vestindien.” På scenen havde han selskab af Lotte Folke Korsholm, som stillede interessante spørgsmål, og samtalen kom omkring meget varierede emner, både om hans værker, men også litteratur mere generelt, historie, slaveri, dansk og amerikansk politik og meget andet. Som cand. mag. i Amerikanske studier fandt jeg hans pointer og budskaber utroligt interessante og kunne nikke genkendende til mange af de problemstillinger han skitserede, men i virkeligheden er de emner han berører så universielle og aktuelle netop nu, at det ville have været vedkommende for alle at lytte til ham. Samtalen blev meget politisk og til tider kritisk og kontroversiel, med en del stikpiller til bl.a. Trump og kapitalisme, men Junot Díaz er så karismatisk og velformuleret, og samtidig virkelig morsom, provokerende og inspirerende, at den sagtens kunne bære det. Det her bliver et virkelig tekst- og billedtungt indlæg, men det var så god og interessant oplevelse, at jeg havde brug for at dokumentere og dele det.

Ifølge Junot Díaz voksede han mere eller mindre op på biblioteket, og finder det derfor problematisk at de fleste amerikanske biblioteker er underbemidlede, da det på mange måder er den form for institutioner, som skal hjælpe til at forme unge mennesker. Han migrerede som barn fra den Dominikanske Republik til USA, og kender derfor selv alt til det han kalder ”the doublebind of being a child in a society where you’re unwanted,” og være klemt mellem to kulturerer. Han læste selv historie på et offentligt universitet. I dag underviser han som professor på MIT.

Hans karakter Yunior, som også er migreret fra Den Dominikanske Republik til USA, går igen i flere dele af hans forfatterskab. Det er let at skrive karakterer, som er klogere end en selv – som han siger, ”you just look shit up!” Grunden til at han vender tilbage til Caribien som setting har naturligvis meget med hans egne rødder at gøre, men han er også ”obsessed with the Caribbean as a spatiality of forgetting.” Ifølge ham selv voksede han op ”in the heart of the greatest amnesia the world has ever imposed on itself.” Dette kollektive hukommelsestab handler om slaveriet. For Junots bedstefar var det utroligt vigtigt at de forstod, at de var efterkommere af slaver, og at denne del af historien ikke blev glemt og han viste dem derfor slavekæder som symboler på det, som bør huskes.

Det er ikke kun i Caribien, men måske i endnu højere grad i USA og Europa, at folk er ”gleefully commited to not remembering” og der forekommer ifølge ham ”systematic politics of amnesia.” USA er besat af 

”forgetting to remember and remembering to forget.” 

For ham er enhver kunstners job at minde folk om hvad de mere eller mindre bevidst vælger at glemme, og det er dét, han gør med sin litteratur. Som forfatter er det mest interessant for ham at forholde sig til hvad folk vælger ikke at huske, og hvem der husker. Som han siger, de stærke har den fordel, at de ikke behøver at huske, hvorimod de svage ikke har den luksus at glemme, hvilket er hele grundpillen når det kommer til slaveri: 

”no American remembers, though no Dominican forgets.”

Meget passende, eftersom han nu engang var i Danmark, berørte han også Danmarks egen rolle i slaveriet, og hvordan de fleste danskere aktivt glemmer, at vi selv havde slaver i Caribien da vi ejede De Dansk Vestindiske øer. Han hinter til, at denne aktive forglemmelse og forestilling om, at Danmark er et sammenhængende land uden plads til udefrakommende har meget at gøre med vores flygtningepolitik og semiracistiske elementer i samfundet i dag. Det er disse blinde vinkler i Danmarks kolonihistorie, som udstillingen på Det Kgl. Bibliotek, som netop bærer titlen ”Blinde vinkler,” handler om.

Han mener at diskursen i samfundet med vilje ekskluderer immigranter, at samfundet har så travlt med selv at tale om dem og overtage samtalen, at immigranterne aldrig selv får lov at få et ord indført, med det resultat, at vi ikke behøver at lytte til dem. Det er det samme med kvinder og andre grupper, som samfundet historisk set har undertrykt. Som han udtrykker det:

”If everyone who isn’t an immigrant would shut up for a year, society would learn shit about themselves they don’t want to hear.”

For selvfølgelig har samfundet ikke lyst til at høre, at de ikke behandler immigranter eller andre samfundsgrupper ordentligt.

”Epistemic privilege is real – those at disadvantage understand society better than us at an advantage.”

Ved spørgsmålet om, hvorfor der er så meget sex i hans bøger, svarer han at det som sådan ikke handler så meget om sex, men om intimitet, fordi det er dér folk smider deres masker og afslører deres sande identitet og vi stopper med at lyve for os selv. Som mennesker har vi fejl, vi er skrøbelige, og vi lærer i virkeligheden næsten intet om kærlighed i denne verden. På trods af alt, prøver vi dog stadig at få kærligheden til at fungere, vi bliver ved med at prøve, og det mener Junot Díaz siger en hel masse om os, at vi gør en indsats for at leve og elske på trods af vores fejl. I hans militærprægede familie var der ingen tegn på skrøbelighed, så derfor blev det en form for oprør for ham at skrive om kærlighed og intimitet.

Han vender dog hurtigt tilbage til emnet immigration, og undrer sig over, at det tilsyneladende er det største problem, som det danske samfund står overfor lige nu, at vi ikke har ”større” problemer at slås med, om man så må sige. Han undrer sig også lidt over vores uddannelsessystem, og at vi tilsyneladende har så travlt med at uddanne folk på universiteterne uden at sørge for, at der er jobs til dem i den anden ende. Ifølge ham interesserer samfundet sig ikke for unge mennesker – eliten og de gamle stjæler fokus og taletiden fra de unge. Vores samfund og dets politik er designet således at eliten kan forblive i deres egen trygge boble, uden at behøve føle skyld eller ansvar overfor dem, som er værre stillet. Der vil altid være nogle, som er værre stillet end dig, som stadig er parat til at hjælpe. Skyldfølelse nytter ikke noget. Immigranter bliver tvunget til at elske dem, som hader dem:

”We’re gonna hate you but you’re gonna learn to love us and when you hate us we’ll blame you.”

Han kritiserer neoliberale samfundsstrukturer, og mener at der sker “a lot of weird shit in Denmark,” sagt med et glimt i øjet, men budskabet er tydeligt alligevel. Vi skal passe på ”the poles of privilege” og den ”fantasy of innocence” der regerer i den danske bevidsthed, for vi er ikke helt så uskyldige, som vores kollektive hukommelsestab foreslår. Uskyldighed kræver netop hukommelsestab, som kreerer alibier. Når vi kriminaliserer ”de fremmede,” kan samfundet vende tilbage til sin uskyldige vildfarelse, tilbage til at glemme. Det står dog endnu værre til med USA, hvilket opsummeres i Junot Díaz’ udbrud

”who the hell wants to live when Trump is around?”

White supremacy i USA er centralt for alle samfund for tiden, men modstand giver ham alligevel håb:

”We never know when we are going to be heroic.”

Det er ikke til at forudsige hvilken generation, der vil vise mest modstand, men ifølge ham gør vi det så godt vi kan. Det kommer alt sammen an på konteksten – som eksempel nævner han, at for 200 år siden ville han have levet som slave, så der sker fremskridt hele tiden. Vi har lært af fortiden og vores forfædre at det ikke er umuligt at vinde og at vi skal blive ved at kæmpe, hvilket afføder håb hos ham, selvom der desværre er mange tegn på, at menneskeheden som helhed ikke har ændret sig voldsomt, siden white supremacy stadig fylder så meget.

Junot Díaz mener at vi lige nu lever i et dystopisk samfund, men at det samtidig, som dystopi i hvert fald i fiktionens verden som regel har til formål at gøre, hjælper os til at forstå samfundet og forestille os noget bedre, at det måske er muligt at styrte systemet.

”If the bad can surprise us, then so can the progressive.”

Dystopi er frem for alt brugbart som tankeeksperiment, Junot Díaz understreger især at det ville være ”good to imagine a world with no America, or men, or women.” Han fremhæver sine egne fiktive favorit dystopier som værende Dawn af Octavia Butler, som han beskriver som en ”X-ray of American history,” samt den ikoniske V for Vendetta af Alan Moore, som han beskriver som ”an anarchist hero fighting white supremacy.” Han nævner desuden også A Handmaid’s Tale af Margaret Atwood, som han for nylig har interviewet. Junot Díaz’ egen karakter, Oscar Wao, elsker apocalypse, men som regel giver han sine karakterer andre interesser end han selv har for at adskille det hele lidt. Han elsker dog at skrive karakterer, som elsker bøger, for som han siger,

”people with good books on their shelves are attractive.”

Der er lige nu flere unge mennesker på planeten end nogensinde, og det er i den generation håbet ligger. Som man kan fornemme, er det lidt af et ideologisk projekt for Junot Díaz, og han har virkelig meget på hjerte. Og netop som forfatter er det hans fornemste opgave at fjerne folks skyklapper, gøre ugjort både den negative uddannelse og hvad samfundet tvinger os til ikke at se.

Efter den interessante og tankevækkende samtale på scenen var der mulighed for at sige hej til Junot Díaz og få signeret sine bøger i boghandlen. Jeg havde et eksemplar af Drown og This Is How You Lose Her med, og fik også taget et par billeder med ham. Han er virkelig rar, sjov og helt nede på jorden, og brugte det meste af tiden på at joke, så det var et virkelig behageligt forfattermøde.

Jeg havde aldrig været på Det Kgl. Bibliotek eller i den Sorte Diamant før, så da min veninde og jeg var der i rigtig god tid, gik vi en tur rundt og kiggede, og der er virkelig flot. Det er lige før jeg overvejer at fortsætte med en Ph.D., bare så jeg kan få lov at sidde på læsesalene hele tiden ;)

Et stort tak til Det Kgl. Bibliotek for invitationen og til Junot Díaz, først for et virkelig interessant arrangement og for derefter at tage sig god tid til at signere bøger og snakke med hver enkelt person. International Forfatterscene er i hvert fald noget, jeg vil holde øje med fremover.














Ingen kommentarer:

Send en kommentar