Titel: Never Have I
Ever Forfatter: Katie Heaney Udgivelsesår: 2014 Forlag:
Grand Central Publishing
Den lyserøde forside med små hjerter
lover en sød og romantisk bog om kærlighed. I virkeligheden handler den om
mangel på samme. Never Have I Ever
har undertitlen My Life (SO FAR) Without
a Date, som beskriver bogens indhold på en prik. Den består af scenarier og
anekdoter fra Katies liv, som hun analyserer, for at give et billede og
forståelse af, hvordan hun er kommet til et punkt i sit liv, hvor hun ikke længere
er flov over hvor hun er nået til sammenlignet med andre (i hvert fald ikke
hele tiden).
”That’s what I hope this book
feels like. You and I are hanging out, and I am drinking too much and talking
to you – about my most embarrassing adventures in flirting and kissing and
liking boys – for a really long time.
You
are such a good listener. I mean it.”
Katie har som 25-årig aldrig haft
en kæreste og dårligt nok været på en date, hvilket er noget, samfundet på en
eller anden måde har en forventning om, at man skal have haft, når man når en
vis alder. Hun har succes på alle andre punkter i livet, så hvorfor er det ene
punkt, kærligheden, nok til stort set at overskygge alt andet? Helt fra begyndelsen
er hun meget ærlig og prøver ikke at bevise noget overfor nogen. Man følger
hende i både op- og nedture, fyldt med humor og selvindsigt, men også indsigt i
andre mennesker. Hun har inkluderet nogle interessante observationer af
mennesker og stereotyper, men man kommer aldrig særligt tæt på andre end Katie.
Det giver måske meget god mening med bogens selvbiografiske tema, men mange af
bipersonerne virker flade og ligegyldige, og får dermed Katie til at fremstå
mere selvcentreret.
Det er dog oftest nemt at
relatere til Katie, for det føles netop som om, at hun fortæller sin historie
personligt til dig. Jeg tror de fleste ville kunne genkende sider af sig selv i
Katie, selvom hendes erindringer er dybt personlige, for hun rammer
usikkerheden gennem barndom, teenageår og helt op til voksenlivet først i
tyverne helt perfekt. Hun formår at sætte ord på så mange følelser, som jeg
tror de fleste har haft, men som mange nok tror de går alene med.
Samtidig er historierne fortalt
med varme og en god portion selvironi. Hun er meget bevidst om, hvornår en
situation har været akavet og hvorfor. Hun tager nogle virkelig interessante
emner op, omkring gruppepres, forventninger, og hvor vigtigt det er at stole på
sig selv. Dog synes jeg indimellem hun overreagerer over nogle situationer, som
bygges op til at være det pinligste i verdenshistorien, men som viser sig at
være noget, de fleste blot ville trække på skulderen over. Det er dog med til
at give et endnu dybere indblik i Katies måde at tænke på, og baggrunden for
nogle af de valg hun mere eller mindre bevidst har truffet.
“Teachers and parents call any kid that’s quiet “shy,” but that’s not
always it. I wasn’t shy, I was reserved. I needed time to figure out what the
hell was going on with these masses of people running and screaming around me.
I wasn’t afraid of talking to my
fellow children. I was simply watching and plotting.”
Bogen handler om at stå ved sig
selv, med al den usikkerhed og akavethed det måtte føre med sig, og vigtigst af
alt, ikke at lade sig presse af samfundets forventninger til hvad der er
normalt. Til alle piger, der kæmper med kærligheden eller mangel på samme, er
denne bog en underholdende og livsbekræftende læseoplevelse. Jeg har det dog en
smule ambivalent med bogen, for selvom jeg nød at læse den, var den ikke på
nogen måde livsændrende, men derimod glemt nogenlunde lige så hurtigt, som den
var læst. Læs den som en hyldest til singlelivet, gode veninder og at være tro
mod sig selv, men ikke som ret meget mere end det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar