"The Graveyard Book" af Neil Gaiman (#graveyardreads)

Titel: The Graveyard Book   Forfatter: Neil Gaiman (illustreret af Chris Riddell)  Udgivelsesår: 2008   Forlag: Bloomsbury

”You’re alive Bod. That means you have infinite potential. You can do anything, make anything, dream anything. If you change the world, the world will change. Potential. Once you’re dead, it’s gone. Over. You’ve made what you’ve made, dreamed your dreams, written your name. You may be buried here, you may even walk. But that potential is finished.”

Jeg læste The Graveyard Book i forbindelse med Rikkes og Malenes readalong #graveyardreads. Jeg havde længe gerne ville læse den, så anledningen var perfekt, og lige op mod Halloween kunne det ikke være mere passende at læse om livet på en kirkegård. Readlongen kører stadig, så det er måske lidt tidligt at poste en anmeldelse, men ingen spoilers, derimod en kæmpe opfordring til at læse den, hvis du ikke allerede er i gang! :) 

Bogen handler om drengen Nobody Owens, kendt som Bod. Han vokser op på kirkegården, opfostret af spøgelser og den mystiske mand Silas, som hverken er død eller levende. Hele Bods familie blev myrdet under mystiske omstændigheder da han var ganske lille, men det lykkedes ham at flygte til kirkegården, som tog imod ham med åbne arme og blev hans hjem. Gerningsmanden er dog stadig derude, og venter blot på at gøre sit arbejde færdigt, så Bod er ikke i sikkerhed i de levendes verden.

De første mange kapitler beskriver perioder i Bods opvækst, hvor han oplever spændende og ofte overnaturlige ting. Vi lærer hans familie og venner på kirkegården at kende, og i store træk er det nogle fantastiske personligheder vi møder, som gør bogen meget underholdende. Samtidig forsøger Bod at finde ud af, hvor han passer ind; i de levendes eller de dødes verden. Hvert kapitel indledes med en fabelagtig illustration af Chris Riddell, og hver eneste gang var jeg dybt imponeret over hvor enkle og detaljerede de var på samme tid, og de passede perfekt til historien. Hen mod slutningen tager historien virkelig fart, men afsluttes efter min smag lidt for hurtigt. Jeg savnede mere uddybning af hele historiens centrale mysterium, hvilket er grunden til, at den ikke får topkarakter. Jeg elskede historien, men sad tilbage med en følelse af, at der manglede en brik til puslespillet.

Bogen var aldrig neglebidende uhyggelig, men nærmere spændende og mystisk, da kirkegården ikke er et ondt sted, men dets beboere derimod er kærlige og humoristiske. Det er faktisk snarere de levende, som portrætteres som ondskabsfulde og uhyggelige. Som altid skriver Neil Gaiman fantastisk, historien var magisk, og bogen er perfekt til efterårets grå og triste dage.

Fun fact: Jeg selv bor i en bygning, som udenpå ligner en kirke, men er renoveret indvendigt til ungdomsboliger. Jeg er ikke sikker på, om det rent faktisk engang er blevet brugt som kirke, men i hvert fald gik min onkel i søndagsskole i bygningen da han var lille. Noget af det første jeg møder, når jeg går ud af hoveddøren, er kirkegården, som bogstaveligt talt er min baghave. Så er ’The Graveyard Book’ lige pludselig ikke for sjov længere, når man går alene hjem om aftenen ;)

Læser du med? Hvis ikke, kører #graveyardreads helt frem til d. 31. oktober, så du kan stadig nå at være med! Jeg kan i hvert fald kun anbefale at læse The Graveyard Book J