Titel: Watchmen Forfatter:
Alan Moore & Dave Gibbons Udgivelsesår: 2014 (org. 1986) Forlag:
DC Comics
Watchmen er en tegneserie
på 12 hæfter, som blev udgivet i midten af 80erne, og senere er blevet udgivet
til denne samlede graphic novel. Det er en utroligt kompleks og nuanceret
historie, som på én gang kritiserer samfundet og menneskeheden, og udstiller
frygten for atomkrig og tredje verdenskrig i USA under den kolde krig.
Den foregår i et alternativt,
dystopisk New York i 80erne, hvor nogle historiske fakta er bevaret, mens andre
er ændret, fx er Nixon stadig præsident og USA vandt Vietnam-krigen, hvilket
gør historien til et spændende tankeeksperiment i, hvordan verden ville se ud
hvis disse ting rent faktisk var sket, eller hvis andre små ting var sket
anderledes.
Vi følger en række superhelte,
eller maskerede selvtægts mænd, gennem forskellige tidslinjer og
perspektiver. De forsøger, mere eller mindre forgæves, at opretholde en form
for lov og orden. Samfundet er korrupt, folk på gaderne er i oprør og ingen har
kontrol over situationen. USA er på grænsen til atomkrig med Sovjetunionen,
samtidig med at en ukendt fjende forsøger at dræbe superheltene. Nedenunder alt
dette lurer en endnu større trussel.
Bogen handler i høj grad om,
hvordan vi undgår verdens undergang, hvem skal have skylden, og hvilke midler
det er okay at tage i brug undervejs. Hvem
må bestemme over liv og død? Og hvem bestemmer hvad det ideelle samfund er? Den
udfordrer også vores traditionelle opfattelse af superhelte, for ingen af dem i
bogen er perfekte, de har alle fejl, og det er svært at skelne mellem hvem der
er gode og onde, og om der overhovedet findes sådan en opdeling.
Man skal ikke lade sig narre af
tegneserieformatet. Watchmen er ikke
let læsning, men derimod tung, mørk og kompleks, men samtidig virkelig
interessant. Der er så mange lag til historien, at det er en bog man kan tage
frem igen og igen og stadig opdage nye detaljer. Der er en god blanding af
action og mere tænksomme passager, mens mysteriedelen vender side efter side, i
håb om at finde ud af, hvem der er mastermind bag det hele. Selvom man skal
holde tungen lige i munden, kan jeg klart anbefale at læse den!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar