Jeg er lige nu i gang med hele fire bøger på én
gang. Det meste af tiden faktisk fem, for jeg læser oftest alt andet end de
fire bøger på billedet, som jeg gik i gang med engang sidste år. Heldigvis er
de alle bøger, jeg kan lægge fra mig og tage frem igen når humøret er til det,
da det er samlinger af mindre fortællinger, som ikke behøver læses i ét stræk.
Jeg kan holde pause fra hvilken som helst bog, jeg ellers er i gang med, læse en
mindre fortælling, og vende tilbage til min ’primære’ bog.
Aesop’s Fables er jeg næsten halvvejs igennem,
men de siger mig ikke så meget. Mange af dem minder om hinanden, men min egen
stædighed mener, at jeg skal læse bogen fra ende til anden, før jeg kan markere
den som læst.
Draculas Gæst er en samling victorianske
vampyrhistorier, som jeg indtil videre har nydt at læse. De går helt tilbage
til rødderne for de vampyrhistorier, legender og overtro vi kender den dag i
dag.
Little House – First Five Novels er, som titlen
antyder, de fem første bøger i serien om det lille hus på prærien. Det er
egentlig en ’genlæsning’ for mig, da min mor læste dem højt for mig som barn,
men de er så hyggelige, og så er den læderindbundne udgave fra Barnes and Noble
SÅ flot.
Poe’s samlede værker er et stort projekt, som
vil tage lang tid. Jeg er ikke engang kommet igennem digtsamlingen i
begyndelsen af værket endnu, men jeg har en idé om, at så snart jeg når til
historierne, kommer det til at gå bedre, for jeg kan ellers virkelig godt lide det jeg tidligere har læst af Poe, jeg er bare knapt så god til at få læst digte.
Holder
I jer kun til én bog ad gangen, eller sætter I også bøger på pause ind imellem?
Og hvad læser I, i så fald, i pausen? J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar