"Where She Went" af Gayle Forman

Titel: Where She Went   Forfatter: Gayle Forman   Udgivelsesår: 2011   Forlag: Dutton Books
Læst som e-bog

”Whoever said that the past isn’t dead had it backward. It’s the future that’s already dead, already played out. This whole night has been a mistake. It’s not going to let me rewind. Or unmake the mistakes I’ve made. Or the promises I’ve made. Or have her back. Or have me back”

Jeg var ikke super begejstret for bog nummer et, ”If I Stay,” men jeg havde hørt at bog nummer to skulle være bedre, så jeg besluttede mig for at læse videre i serien alligevel. Den første bog sluttede så pludseligt, men ”Where She Went” tager ikke direkte over hvor den anden endte.

Historien er denne gang fortalt fra Adams synsvinkel. Den starter nogle år efter ulykken, hvor han er blevet berømt rockstjerne, men samtidig lidt af et nervevrag, der tager beroligende medicin og har en del psykiske problemer og paranoia at slås med; han er i hvert fald ikke lykkelig, på trods af at have fået sine drømme om en musikkarriere opfyldt. Han er stadig stereotyp, nu blot som falleret rockstjerne i stedet for up and coming emocore. Han har meget svært ved at slippe fortiden.

Lidt efter lidt får vi at vide, hvad der er sket i årene siden ulykken, hvor Mia og Adam ikke har haft kontakt. Tre år er gået. Mia er fysisk kommet sig over ulykken og er blevet en stor stjerne i den klassiske musikverden som cellist. Musik fylder stadig meget i fortællingen. Karrieremæssigt virker det dog til at være gået næsten for godt til at være sandt for dem begge, men det understreger blot det faktum, at de stadig lever i to forskellige verdener, som de altid har gjort. En aften mødes de dog tilfældigt i New York, og det er denne aften, bogen tager udgangspunkt i.

Nogle gange virker bogen desværre næsten mere som Adams sob-story over livet som berømt efter at have mistet Mia, end en egentlig fortsættelse til Mias historie. De afsnit hvor Mia og Adam er sammen lysner historien lidt op, i modsætning til de afsnit hvor Adam ser tilbage på tiden uden Mia og hans rise to fame. Ind imellem dukker gamle minder fra før ulykken op, ligesom i den første bog, som virker som små solstråler i den mørke stemning der kendetegner resten af bogen. Det virker meget ærligt og som et vidnesbyrd om hvordan så alvorlig en ulykke påvirker både de involverede og de mennesker omkring dem. Bogen viser forskellige måder at sørge på; den er gennemsyret af sorg, smerte og tristhed, og bliver til tider en smule filosofisk, med Adam og Mias tanker om livet, skæbne, og den større sammenhæng. Der er dog også små lysglimt af håb at spore, som gør det hele til at holde ud.

Adams tanker er interessante, og viser tydeligt, at det ikke kun er dem tættest på, der har ret til at sørge. Jeg savnede dog lidt mere fra Mias vinkel, da det stereotype rockstjerneliv er set så ofte før. Livet som succesfuld klassisk musiker, især med Mias baggrund oveni, kunne have været spændende at følge, om end bare i hvert andet kapitel, så de kunne skiftes som fortæller.

Slutningen var som man kunne forvente; ingen overraskelse der. Jeg var egentlig fint fanget af bogen, og synes, at den var bedre end den første. Ligesom sidst, havde den mange gode øjeblikke. Den føltes som en god afslutning på historien, og det var tilfredsstillende med en form for closure og følelse af, at Adam og Mia kunne komme videre med deres liv og lægge fortiden bag sig så meget som muligt.