"A Street Cat Named Bob" af James Bowen

Titel: A Street Cat Named Bob   Forfatter: James Bowen   Udgivelsesår: 2012   Forlag: Hodder & Stoughton

Der skulle ikke meget overtalelse til, før jeg valgte at læse den. Hallo, kat på forsiden. Derudover er det en selvbiografisk fortælling omkring hvordan mødet med katten Bob ændrede James’ liv, mens han kæmpede mod sin afhængighed af stoffer. Bob er en kat med en stor personlighed. Selvom man nok altid selv synes, at ens kæledyr har en helt speciel personlighed, så evner James at lade Bobs personlighed skinne virkelig tydeligt igennem bogens sider, hvilket er en stor bedrift, da vi jo af gode grunde ikke hører fra Bob selv.

Jeg elsker at læse interessante menneskers selvbiografier. At vide, at bogen ikke er fiktion, men virkelige begivenheder fra et andet menneskes liv, synes jeg er vildt fascinerende. Hvor meget af det der er omskrevet og tilpasset til bogformatet er jo så en helt anden diskussion, som ikke helt kan undgås ved denne slags bøger. Selvfølgelig har man som forfatter en del kreativ frihed, men James virker dog meget ærlig og nede på jorden, så jeg vælger at tro på, at hans historie også er det.

”It was one of the biggest changes that Bob had brought with him. Thanks to him I’d rediscovered the good side of human nature. I had begun to place my trust – and faith – in people again.”

Hans historie indeholder en del kritik af samfundet, dyrevelfærd og menneskers måde at behandle både dyr og hinanden på. Han fortæller dog om sit liv og sin situation uden at have ondt af sig selv, men deler derimod nærmere en lang række observationer og situationer hvori folk omkring ham har reageret på måder, som ikke er særligt medmenneskelige. Ironisk nok, er det først da folk ser ham med katten Bob, at de begynder at udvise en smule sympati og medmenneskelighed. Han forsøger at komme af med fordommene omkring hjemløse og folk som lever på gaden, og det lykkes ham rigtigt godt at tage os med om på den anden side og vise hvad der foregår på gaden.

Bogen består af en masse anekdoter og refleksioner, krydret med sjove facts om katte, som jeg nød meget at læse. Undervejs grinede jeg højt flere gange, specielt over Bobs opførsel, men især måden James beskriver den på. Hans skrivestil er meget afslappet og virkelig hyggelig at læse.

Det er efterhånden en kliché at omtale denne slags historier som livsbekræftende og hjertevarme, men det er præcis hvad denne bog er, og den kan varmt anbefales. Især til folk med et svagt punkt for katte.

”There’s a famous qoute I read somewhere. It says we are all given second chances every day of our lives. They are there for the taking, it’s just that we don’t usually take them … It was then that I befriended Bob. Looking back on it, something tells me it might have been his second chance too.”