fredag den 14. august 2015

Currently reading #3: Biblioteksbøger



Jeg er blevet genforenet med biblioteket.
Jeg brugte biblioteket rigtig meget som barn. Jeg har masser af minder om at gå på biblioteket med min mor, og den helt specielle følelse og ikke mindst duft af bøger, som var forbundet med det. Jeg er fra en meget lille landsby, så det første bibliotek jeg husker, var også meget lille, og der var ikke ret mange mennesker, som benyttede sig af det, så man kunne snuse rundt helt uforstyrret. Senere husker jeg bogbussen, som kørte rundt til alle skolerne. Så blev de små biblioteker samlet til ét stort i nabobyen, og senere husker jeg skolebiblioteket, som også var hyggeligt.

Første gang jeg fik mit eget laminerede lånerkort, var ret sejt. Det var med Jungledyret Hugo. Vi lånte hele Lille Hus på Prærien serien og læste højt. Senere var det Rædselsrummet bøgerne af R. L. Stine og Børnene i Kragevig.

Første gang jeg læste Harry Potter, var bøgerne lånt på biblioteket. Dengang føltes det som et gratis tagselvbord af læseoplevelser, og det er det jo for så vidt stadig. Man kan tage en chance og prøve noget, man måske normalt ikke ville læse. Den eneste hage er bare, at man ikke må beholde dem. Og det var nok dér det gik galt for mig. For jeg vil helst have de bøger jeg læser til at stå på min reol.

Alligevel endte jeg på biblioteket den anden dag. Noget, som kan irritere mig rigtig meget, er, når jeg kan huske en bog jeg har lånt som lille på biblioteket, men hvor jeg hverken kan huske navn eller forfatter. Det skete bl.a. med Frozen Summer, som jeg fedtede mig frem til på google (”forside vogn pige Amerika rejse” noget i den stil, var nok til at finde den. Elsker google). Heksefuglen har jeg længe ledt forgæves efter i min hukommelse. Her virkede googletricket desværre ikke. Tilfældigt så jeg en dag, at @bibliotekat, som jeg følger på instagram, lagde et billede op, hvor Heksefuglen var med på, og fem minutter senere havde jeg reserveret den på biblioteket. Jeg har ikke lånt bøger på biblioteket i mange år. Da jeg hentede Heksefuglen, skulle jeg jo liiige kigge mig omkring, og endte med i alt at låne fem bøger. 



Det er næsten som om, at der er åbnet op igen, og jeg godt kan se mig selv læse biblioteksbøger. Måske hænger det sammen med, at jeg også er begyndt at læse e-bøger, som jeg jo heller ikke kan stille på plads på min reol efter endt læsning? I hvert fald tror jeg, at jeg er blevet mere åben overfor at læse bøger, som jeg ikke ejer fysisk. Læseoplevelsen er jo den samme, uanset om jeg ejer bogen eller ej. Under alle omstændigheder er det også sundt for mine reoler, da de snart ikke kan rumme flere bøger alligevel. Win-win.


Hvordan har I det med biblioteket? Bruger I det, eller har I ligesom mig, en næsten sygelig trang til at eje alt hvad I læser? J

Ingen kommentarer:

Send en kommentar