"Magonia" af Maria Dahvana Headley

Titel: Magonia   Forfatter: Maria Dahvana Headley   Udgivelsesår: 2015   Forlag: HarperCollins
Læst som e-bog

”I like the sky. It’s rational to me in a way that life isn’t. Looking at it doesn’t suck the way you might think it would, given all the dying-girl-stares-at-heaven possibilities. I don’t think of the sky as any kind of heaven item. I think of it as a bunch of gases and faraway echoes of things that used to be on fire.”

Aza har en mystisk lungesygdom, men ingen ved rigtigt hvad der er galt med hende, hvilket gør hende sært fascinerende. Hun er syg og svag, men vil ikke have medlidenhed. Hun er træt af falskhed, men alligevel er hun ikke for fin til indimellem at udnytte den medlidenhed og de privilegier sygdommen fører med sig, fx i skolen. Hun har luret hvordan hun kan vende den til sin fordel, og slippe afsted med mere end de fleste, selvom det selvfølgelig er en ringe trøst sammenlignet med at være rask. Hun bliver kvalt, ikke kun bogstaveligt talt af hendes lungesygdom, men også i overført betydning af folks opførsel omkring sygdommen.

Hun tænker meget på, at hun skal dø, og hvad det vil gøre ved hendes familie. Døden spiller en stor rolle for hende, og hun bliver konstant mindet om den, fordi folk opfører sig, som om hun kan dø når som helst.

En dag ser hun et skib i skyerne og hører stemmer kalde på hende. Det virker for ægte til at være hallucination, selvom folk mener, at det er en bivirkning af hendes medicin. Jason har dog researched sig frem til, at det må have noget med Magonia og irsk overtro at gøre. Jason er Azas bedste ven. Han er et geni, opfinder, og den eneste, der ikke behandler hende som om hun er svag og syg, han konfronterer hende med selv de svære ting. Indimellem får vi et kapitel fortalt af ham, og det fungerede rigtig godt.

Da Aza tilsyneladende dør, vågner hun op på et flyvende skib, fyldt med fugle, magi, sang og mærkelige væsner. En verden hun ikke anede eksisterede, men hvor hun hører til og finder ud af hvem hun er. En verden i luften, over vores, med skibe og pirater. Jason er overbevist om, at hun ikke er død, og hans desperate forsøg på at finde hende begynder.

”When it’s my turn to talk, I take off the alligator head, and recite a little chunk of pi. Then I say, as fast as possible: “So you may or may not know that people keep finding more digits of that number. I wanted to give Aza all the digits. I tried that, the first time we met. I found out later that she knew more digits than I did. I was trying to give her something that wouldn’t ever end.”

Aza er en speciel og uforglemmelig hovedperson. Hun tiltaler læseren direkte, som om hun fortæller historien personligt og meget uformelt. Der er en fantastisk humor i bogen, om end en smule morbid og sarkastisk. Der var så mange mindeværdige citater i denne bog, at jeg næsten har lavet markeringer på hver eneste side.

Der er masser af eventyr og referencer til irsk overtro, uden at det fylder for meget. Samtidig er der en lille løftet pegefinger til os alle i form af advarslen om, hvad forureningen fra jorden skader himlen og truer med at ødelægge Magonia.

Goodreads kalder den en blanding af Neil Gaimans ”Stardust” og John Greens ”The Fault in Our Stars” og det er jeg til dels enig i. Sådan starter den i hvert fald ud, inden den bliver helt sin egen. Den var magisk og eventyrlig, speciel og fantastisk. Der var dog i bogens første halvdel, forventeligt, meget baggrundshistorie, præsentation af universet og indledning, hvor næste bog forhåbentlig bliver mere actionpræget, og historien kan fortsætte uden introduktion. Det er i hvert fald en anbefalelsesværdig læseoplevelse, og jeg glæder mig til at læse videre i serien.