"Heksefuglen" af Peter Gotthardt

Titel: Heksefuglen   Forfatter: Peter Gotthardt   Udgivelsesår: 2001   Forlag: Carlsen
Lånt på biblioteket

”Mette og hendes familie glæder sig til en dejlig ferie i det gamle, lejede sommerhus. Men Mette mærker hurtigt, at der er noget galt med stedet. Mærkelige hændelser i tusmørket og et alt for livagtigt mareridt bringer hende på sporet af en grum hemmelighed. Noget ondt har engang været på færde her – og nu gør det sig klar til at slå til igen. Mette bliver klar over, at de alle sammen er i livsfare. Men hvad kan hun gøre for at afværge truslen? Og kan hun overhovedet få nogen til at tro på sig?”

Jeg har i lang tid ledt, og ledt, og ledt efter den i min hukommelse. Jeg læste den da jeg var lille, lånt på skolebiblioteket, og kunne simpelthen ikke komme i tanker om, hvad den hed; kun at jeg læste den igen og igen, og at det var noget med en heks og en stor sort fugl (ja, så burde titlen jo have været der, men google var ikke til nogen hjælp).

Jeg fik den dog tilfældigt opsporet, reserveret på biblioteket og blev dermed genforenet med en af mine gamle børneyndlingsbøger.

Det er en god og spændende børnebog. Historien fungerer rigtig godt og viser faren ved grådighed, at ønske sig for meget magt og ville leve evigt, og hvordan onde magter udnytter svage sjæle.

Da jeg læste den som barn, var den noget af det mest uhyggelige, og det er sikkert også derfor, at den har gjort så stort indtryk, at jeg har husket den så mange år efter. Ved genlæsningen nu, som voksen, har den ikke helt samme effekt, men de passager jeg som barn fandt så skræmmende, har stadig en uhyggelig og mystisk stemning over sig, som breder sig til resten af bogen, godt hjulpet på vej af illustrationerne, som bidrager til stemningen og passer perfekt til historien.

Den er hurtigt læst, men det var et sjovt gensyn med en gammel favorit. Den henvender sig nok mest til børn i 10-12 års alderen; det var i hvert fald den alder jeg havde, da jeg læste den første gang, og til dem kan jeg klart anbefale den.