For tiden læser jeg en del e-bøger. Jeg havde
egentlig altid tænkt, at e-bøger var lidt noget pjat, for intet overgår
følelsen af at sidde med en rigtig bog i hånden, vende siderne en efter en, og
så stille den pænt på plads på hylden når man er færdig. Jeg kan ikke vise mine
e-bøger frem på reolen og jeg skal lige vænne mig til at være afhængig af at have strøm på min iPad for at kunne læse, men lige så stille er e-bøgerne alligevel begyndt at
udgøre en stor del af min læsning.
Jeg bruger min iPad som e-bogslæser, hvilket fungerer
rigtigt godt, da jeg dér både har iBooks og Kindle app’en lige ved hånden, alt
efter hvor jeg har købt den pågældende bog henne. Både iBooks og Amazon har
desuden et stort udvalg af gratis bøger, men der er kvaliteten dog ofte
tvivlsom (man kan være heldig). Mange ældre klassikere, som fx Jane Austens bøger,
Charles Dickens’ bøger, Dracula, Frankenstein og mange flere, er også gratis
tilgængelige på iBooks.
Fordelene ved e-bøger er mange. De fylder
ingenting og man kan have hundredevis af dem med på farten, hvilket jeg
flittigt benyttede mig af på ferien og sikkert også kommer til, når
pendlerlivet starter op igen om en lille måneds tid. Bogen er tilgængelig i
samme øjeblik man klikker ’køb’ og der er dermed ingen utålmodig ventetid ved
postkassen. Jeg føler også, at
jeg læser hurtigere på skærmen, og så er jeg stor fan af, at jeg kan markere og
lave noter uden at ødelægge papirsiderne i en bog, mens jeg læser. Desuden er det også i nogle situationer smart ikke at være afhængig af en lyskilde for at kunne læse, da teksten jo er oplyst på skærmen.
E-bøger er som regel billigere end trykte bøger (selvom jeg nogle gange krummer tæer over priserne på e-bøger – jeg kunne
aldrig drømme om at betale over 100 kr. for en bog uden at have den fysisk i
hånden). Ofte er der dog en del at spare på bøger man bare gerne vil læse med
det samme, da den amerikanske Amazon side af og til har gode tilbud på deres
Kindle bøger.
Hvis økonomien var til det, er der dog ingen
tvivl om, at jeg altid ville foretrække at læse flotte hardback udgaver af
bøgerne. Men set ud fra et økonomisk synspunkt, er e-bøgerne et fint alternativ.
Selvom
det efterhånden er et gammelt og flittigt diskuteret emne, kunne det alligevel
være spændende at høre, hvordan I har det med e-bøger, og om I måske ligesom
mig, har ændret holdning og e-bøgerne lige så stille har sneget sig ind på jer?
J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar